'Danmarks hårdeste velgørenhedsevent' cykler penge ind til kamp mod sclerose
Cykelnerven Fyn samler ind til forskning i den frygtede sygdom
Det er ikke sådan, at samfundet ikke betaler til forskning i sclerose, men ekstra penge står mildt sagt ikke i vejen, når det drejer sig om at forsøge at komme den frygtede sygdom og dens følger til livs.
Det mener blandt andre Cykelnerven Fyn, en gruppe fynske cykelryttere, der er en del af Scleroseforeningen, og som både kører sponserede penge ind til forskningen i sclerose og står for en række arrangementer, hvis formål også er at skaffe penge til formålet.
Midt i juni flyver i alt 250 ryttere, heraf et halvt hundrede fra Fyn, af sted til området omkring Mont Blanc, hvor de i løbet af tre dage vil cykle godt 400 kilometer og på den måde skaffe penge i kassen fra sponsorer af tøj og arrangementer.
Ruten er i øvrigt den samme, som Tour de France-rytterne kommer igennem til sidst.
Danmarks hårdeste event
“Det er ikke kun turens længde, det er nærmere det antal højdemeter, vi skal igennem, der gør turen til lidt af en prøvelse,” fortæller Jørgen Carstensen, en af pedaltramperne på holdet, om turen, der dagligt bringer dem mellem 3.500 og 4.000 meter op og ned.
Det er dermed 'Danmarks hårdeste velgørenhedsevent', som de selv kalder prøvelsen.
For 64-årige Jørgen Carstensen og tre andre på holdet er turen måske hårdere end for de øvrige, for de er selv ramt af sclerose - og fik det først at vide for fem år siden.
“Jeg fik at vide, at jeg har haft sclerose i 40 år - og levet med sygdommen i 35 år, uden at jeg vidste, hvad der var i vejen. Undervejs har jeg selvfølgelig haft en masse sygdomsudbrud, men de blev tolket som virus på balancenerven, rygproblemer og lignende,” forklarer han og siger, han har det 'fint' med den forkerte diagnose af den uhelbredelige sygdom, som rundt regnet 14.000 danskere og deres familier er belastet af i det daglige.
“Min sclerose er af den progressive slags, som i starten gav små gener, jeg knap nok har lagt mærke til, og så bliver det langsomt værre og værre. Men jeg har det faktisk meget godt, når jeg træner hårdt, og jeg er parat til Mont Blanc,” siger han.
Ud over at køre penge ind på ovennævnte måde inviterer Cykelnerven Fyn også til arrangementer for at skaffe penge.
Næste store arrangement finder sted lørdag den 14. maj, hvor du blandt andet kan deltage i støttekoncerten
“Af hjertet” #4 med Stig Rossen & Vennerne, Blues Brothers Souvenir Show og Jakob Svejstrup på Musikhuset Posten. Billetter kan købes på www.fyensbilletten.dk