Fortsæt til indhold

Danmarksstafetten for 10. gang i Køge

Firmaidræt Køge og Køge Atletik fortsætter succesen fra de sidste mange år, når de i samarbejde med Sydbank og Addere Revision afholder Danmarksstafetten

Arkiv
Arkiv

Onsdag den 8. juni er der stafetløb på programmet, når startskuddet til Danmarksstafetten lyder i Køge for 10. gang. Sidste år deltog ca. 350 løbere, og i år håber arrangørerne, at flere stafetglade kolleger og venner kridter løbeskoene.
Danmarksstafetten er et motionsløb, hvor man deltager på hold af tre til fire personer, der hver løber 5 km, som noget nyt er der en gå-række, hvor 3 deltagere på holdet skal gå 2,5 km hver.
Men Danmarksstafetten handler om mere end motion.
”Der er stor fokus på, at løbsdeltagerne får nogle hyggelige timer med deres holdkammerater, og derfor er alle deltagerne til stafetten i Køge velkomne til at medbringe telte, picnickurv og andet der skal til for at hygge sig,” lyder det fra arrangørerne.

Både for erhvervsliv og elever

Danmarksstafetten er blevet en fast tradition i Køge. Og det er ikke kun hos rutinerede løbere, at Danmarksstafetten hitter – det er nemlig et motionsløb for alle. Hvert år opleves stor opbakning fra det lokale erhvervsliv, fordi mange stiller op med firmahold, mens andre deltager på hold med venner eller familie – og andre med deres skolehold.
Der er præmie til vinderholdet i alle rækker, og som noget nyt også i alle skolerækker.