Skulptur ved Sønderborghus skal renses
Ny teknologi tages i brug for at rense Jørgen Haugen Sørensens skulptur
Skulpturen overfor Sønderborghus skal renses, og det bliver festligholdt af Sønderborg Kommunes Kunstfond.
Det er første gang i Danmark, metoden anvendes til en hel skulptur, og det sker torsdag den 21. april kl. 10.00, og alle er velkomne til at overvære processen.
Skulpturen er udført af billedhuggeren Jørgen Haugen Sørensen og stillet op på stedet i 1980. Siden er travertinermarmoren, som skulpturen er udført i, blevet mørkere på grund af vind og vejr.
Den er blevet trist
"Den er blevet lidt trist at se på, og det synes vi egentlig er synd. Derfor glæder det os, at kunstneren har givet lov til, at vi foretager en afrensning. Og at vi får mulighed for at teste metoden sammen med firmaet, som har eneforhandlingen af konceptet i Danmark og Sverige. Vi håber på, at resultatet bliver godt, så vi fremover i højere grad kan anvende systemet og dermed sikre, at vore skulpturer bliver ved med at tage sig godt ud," siger Kunstfondens formand, A. P. Hansen.
Arrangementet byder på en lille velkomsttale ved A. P. Hansen, og der serveres en forfriskning, mens man kan følge afrensningen.
Bedste specialister
"Jeg er meget spændt på at se rensningen. Vi har allieret os med de bedste specialister på områder og sikret os alle de nødvendige tilladelser. Materialerne til rensningen er kemikaliefri og 100 pct. grønne, og så er de som udgangspunkt blødere end det materiale, de skal rense. I Italien er der gode erfaringer med metoden, og det er naturligvis baggrunden for, at kunstneren har sagt ja til forsøget. Vi skal bare sende ham billeder af hans skulptur før og efter, og det gør vi naturligvis gerne," siger kunstkonsulent i Sønderborg Kommune, Poul Danior.
Kunstfonden inviteret medarbejdere fra andre kommuner og museer samt konservatorer til skulpturrensningen.