Nyt rekreationstilbud til veteraner i Varde
Soldaterhjemmet i Varde har fået en ny dimension
Udsendte soldater vender hjem med oplevelser for livet. De er langtfra alle af den gode slags, og det er en kendt sag, at mange soldater efter hjemkomsten kæmper med at finde fodfæste i hverdagen igen.
Fredag fik Varde et nyt tilbud til netop soldaterveteraner, da KFUMs Soldaterhjem på Hjertingvej fik endnu en dimension tilføjet med indvielsen af KFUMs soldaterrekreation. Det er det første botilbud til veteraner i Sydvestjylland, og med indvielsen råder KFUMs Soldatermission nu over 30 rekreationsboliger på landsplan.
Der er tale om et midlertidigt botilbud i hyggelige, hjemlige rammer, hvor der ingen behandling gives, men derimod hjælp til at benytte sig af Forsvarets behandlingstilbud. Den nye Soldaterrekreation i Varde har syv værelser, og allerede inden indvielsen i fredags flyttede den første veteran ind, og flere følger efter planen allerede i denne uge.
"Der er tale om et midlertidigt botilbud. Veteranerne bor her typisk et år måske halvanden, hvis vi vurderer, at det giver mening. Der skal gerne ske en udvikling i den rigtige retning, mens de er her forstået på den måde, at de får mulighed for at bo selv efterfølgende. Hvis ikke det sker, så hjælper vi selvfølgelig med at deres kommune kommer indover," fortæller Ivan Ælmholdt, der udgør den ene halvdel af værtsparret på Soldaterhjemmet i Varde.
Med til fredagens indvielse var også borgmester Erik Buhl, og han glæder kunne lige, hvad han blev præsenteret for.
"KFUMs Soldaterrekreation kan være med til at vende tilværelsen for det enkelte menneske, hvis livet tager en forkert drejning. Ikke ved at være et behandlingstilbud eller et hospital til syge mennesker, men derimod som et sted med varme, hvor der er ro og stilhed, og hvor man kan indgå i et fællesskab med ligesindede - og hvor der er folk omkring sig, der kan hjælpe til. Jeg er derfor rigtig stolt over, at vi har plads til sådan et tiltag her i Varde Kommune, og jeg er ikke i tvivl om, at det er yderligere med til at cementere vores position som en stærk garnisonskommune," lød det fra borgmesteren, der sammen med landsformanden for KFUMs Soldatermission, Jesper Hornstrup, og oberst Birger Mejlholm klippede snoren, der markerede den officielle indvielse af hjemmet.
Rekreationsfløjen får hjemme på Soldaterhjemmets førstesal. Her får de syv beboere hvert deres værelse med eget bad. Fælles får de køkken og tv-stue, og til soldaterhjemmet nedenunder er installeret en lydtæt dør.
"Vi kan jo have op til 100 glade og højrøstede soldater siddende nedenunder, så vi har lydtestet, om døren holder larmen ude, for det er vigtigt, at veteranerne hele tiden har mulighed for at trække sig tilbage, hvis de har brug for det, og det kan de her," fortæller Ivan Ælmholdt.
Citat:
"Det er en vigtig samfundsopgave, at vi tager os godt af vores veteraner. De sætter livet på spil for at beskytte os alle sammen, og derfor skal vi alle sammen være klar til at beskytte dem, når de vender tilbage."
Erik Buhl, borgmester