Fortsæt til indhold

Hornstrup Kursuscenter vandt for fjerde år i træk

Arkiv
Arkiv

Hornstrup Kursuscenter er for fjerde år i træk kåret som Årets Konferencecenter af branchesammenslutningen Danske Konferencecentre.
“Det er utrolig flot, fordi prisen bliver givet udelukkende på baggrund af gæsternes vurderinger,” forklarer Marlene H. Sylvester-Hvid, direktør i Danske Konferencecentre, i en pressemeddelelse.
“Samtlige gæster hos vores partnere bliver bedt om at evaluere deres oplevelse, når de rejser hjem fra en konference. Det bliver til tusindvis af bedømmelser hvert år fra hele landet, og det er utrolig flot, at Hornstrup Kursuscenter formår at fastholde det høje niveau, der igen i år har givet dem titlen som Årets Konferencecenter,” uddyber hun.
Direktør Anders Martin Larsen er ny på posten, og han glæder sig over at have overtaget en succes, der ser ud til at fortsætte.
“Det siger alt om, at kåringen som Årets Konferencecenter ikke er direktørens fortjeneste. Det handler om de medarbejdere, som vores gæster møder hver dag. Det er dem, der får tingene til at ske og til at lykkes, så prisen er i virkeligheden deres, ” siger Anders Martin Larsen.
Han har også et klart bud på, hvad det er, medarbejderne på Hornstrup Kursuscenter kan, og hvad det er gæsterne sætter så stor pris på:
“På Hornstrup Kursuscenter har vi en utrolig driftssikker organisation, hvor vi arbejder både målrettet og professionelt med vores værtsskab. Det skaber en atmosfære af tryghed, som netop er dét vores gæster søger. Vi evner at forventningsafstemme og dertil yde det lille X-tra, som vores gæster ikke forventer,” udtaler direktør Anders Martin Larsen.