Fortsæt til indhold

Noget om frivillighed - eller?

Arkiv
Arkiv

Henning Hansen Formand for Kvarterhuseti Sydvest Kvarteret Kolding I forbindelse med det store Kvarterløft projekt i Koldings Sydvest Kvarter, startede en gruppe frivillige med tilknytning til Kvarterhuset – kaldet grundlovsgruppen - i 1999 en festligholdelse af Danmarks Riges grundlov. Siden starten har festen været afholdt i Stejlbjerganlægget den 5. juni. Igennem årene har der været skiftende talere på disse grundlovsmøder. Det kunne være, at samtlige politiske partier blev indbudt til at holde deres egen grundlovstale, eller der blev indbudt én politiker fra de to fløje i det politiske Danmark eller af andre kendte mennesker i vort lokalsamfund. Udover grundlovstalerne har der været forskellig underholdning, både med lokale og andre kunstnere. Alt dette er sådan set gået rigtig godt, men økonomien i sådan et arrangement har været ”op ad bakke”. I de senere år har Kolding Kommune ikke villet give tilskud til et musikarrangement på grundlovsdag, og man ville heller ikke yde en underskudsgaranti, hvis grundlovstalen blev holdt af en politiker! Så grundlovsgruppen har også haft andre til at holde grundlovstalen, for så kunne man få en underskudsgaranti. Hvert år har festligholdelsen været krydret med musik både med deltagelse af Kolding Musikskole, kirkernes gospel kor og fra andre professionelle musikere både danske og udenlandske. Den 5. juni har alle været inviteret – både politiske partier og andre – til at opstille boder m.v. i Stejlbjerg anlægget. I de senere år har Kristkirken afholdt en gudstjeneste, inden de første grundlovstalere kom på scenen. Økonomien igennem årene har været vældig svingende, og har været præget af små overskud og store underskud. Det er klart, at vejret spiller en kæmpestor rolle, når et arrangement afholdes udendørs, men ikke kun vejret har været skurken i de svingende resultater. I 2015 fik grundlovsgruppen besked fra by- og udviklingsforvaltningen, at man fra kommunens side ikke ville give tilskud til grundlovsarrangementet i Stejlbjerg, uanset om der var politiske taler eller ej. Samtidig kunne man fra kommunens side ikke afse midler til at få sceneteltet – som er anskaffet i forbindelse med Kvarterløftprojektet, og som specielt er designet til scenen i Stejlbjerg – godkendt til brug efter de nye regler for telte. I forvaltningen mente man, at disse omkostninger skulle brugeren selv afholde. Med dette svar fra forvaltningen havde grundlovsgruppen ikke anden mulighed end at leje en scenetrailer. Dette fik så den betydning, at underskuddet på grundlovsarrangementet i 2015 blev på kr. 31.000,-, dette underskud fik grundlovsgruppen dækket af Kvarterhusets Støttekreds. I 2015 var arrangementet tilsmilet af godt vejr og god underholdning, så der var mange mennesker, som deltog i festligholdelsen af vor grundlov, men alligevel blev resultatet et stort underskud. Nu er det slut! Den eneste grundlovsfest i Kolding, som er arrangeret af frivillige, bliver ikke afholdt i 2016, om der nogensinde bliver afholdt en lignende festligholdelse af grundloven – ja - hvem ved? Grundlovsgruppen har ikke kunnet finde økonomiske midler til at fortsætte. Mange har givet gode råd til, hvordan man mener, at grundlovsdagen skulle afholdes, men når det kommer til at yde økonomisk støtte – så er alle pludselig væk. Som formand for Kvarterhusets bestyrelse vil jeg takke grundlovsgruppen for det store arbejde, der har været udført igennem de mange år. En stor tak til de mange frivillige og andre, der har støttet op om festligholdelsen af grundlovsdagen i Stejlbjerg anlægget.