Unge skal vælge Haderslev
Temaaften om Uddannelsesbyen Haderslev tirsdag den 26. april
Haderslev Byråd har vedtaget en ny politik, der skal gøre det endnu mere attraktivt for unge at tage en uddannelse i Haderslev.
I den anledning inviterer styregruppen for uddannelsespolitikken til en temaaften tirsdag den 26. april på Hotel Harmonien klokken 19-21.
”Det er vigtigt, at vi som uddannelsesby har studiemiljøer og tilbud til unge, som gør det attraktivt at tage en uddannelse og senere i livet et job i Haderslev. Det skal denne politik være med til at understøtte, hvilket kræver en fælles indsats på tværs,” siger Karl Erik Olesen, der er medlem af Haderslev Byråd og formand for den styregruppe, der har arbejdet med politikken.
I løbet af aftenen vil deltagerne have mulighed for at komme med idéer og forslag til, hvordan byrådet kan arbejde videre for at fremme antallet af uddannelser i Haderslev, og hvordan der konkret kan arbejdes videre med indsatser fra uddannelsespolitikken.
Fra styregruppen vil blandt andre byrådsmedlemmerne Karl Erik Olesen, Henrik Rønnow og Kjeld Thrane deltage samt erhvervsdirektør Gert Helenius. De vil hver især kort give deres bud på, hvordan vi kommer videre med Haderslev som uddannelsesby.
Tilmelding senest 19. april på sbni@haderslev.dk.