Fortsæt til indhold

Lokalkendt band med store ambitioner

Efter bruddet med Fede Finn og Funny Boyz sidste år ser Maud og Mænd fremad med ny musik og spændende planer

Arkiv
Af Katrine Thorlund

I et studie i Solrød møder vi et band, vi kan vente os meget af. Vi bliver budt ind i en lille hule med nem adgang til den livsvigtige kaffe, instrumenter og optageudstyr. På væggene hænger en blanding af minder, gamle album i glas og ramme, og store tæpper der mindsker rumklang.
De kommer fra Køge, Solrød, Greve og Fårevejle, men samles gerne, og laver musik lige her i Solrød. Bandet Maud og Mænd er opstået som en ny og spændende konstellation, efter fyringen fra Fede Finn og Funny Boyz ryddede kalenderen sidste år. Nu sidder Maud Kofod så her med sine tre mænd, Robert Langkilde, Lars Andreasen og Jimmi Koldenborg.

Farvel til det gamle

Fyringen fra Fede Finn og Funny Boyz kom som en total overraskelse for bandet, men så snart det skete, var de heller ikke i tvivl om, at de skulle fortsætte sammen.
"Som Thomas Helmig synger i sangen 'Malaga', nogle døre må man lukke, for at verden kan blive større. Nu blev døren så smækket i hovedet på os, og så fortsætter vi selvfølgelig, fordi vi elsker at spille, vi har masser af energi og power. Det er vores drøm at leve af at være ude og spille og synge," siger Maud Kofod, forsanger og saxofonist i Maud og Mænd.
Da de stadig var en del af Fede Finn og Funny Boyz, forsøgte de at fornye musikken og prøve nogle andre ting af. Men gamle rutiner er ikke altid nemme at bryde.
Med det nye band er der mulighed for at gøre de ting, som de alle længe har haft lyst til.
"Vi har allesammen en forkærlighed for det lidt mere country-rockede, og vi har fået mere kant. Der er noget dybde og mere substans i vores musik, så det ikke bare er fjol det hele," fortæller Jimmi Koldenborg, trommeslager i bandet.
Maud Kofod og resten af bandet er enige. Country-rock-poppen er utrolig populær i USA, og den type musik ligger helt perfekt til bandet, som lige nu er aktuelle med nummeret 'Før solen går ned'.
"Der er plads på den danske musikscene til et nyt orkester, som kommer med nogle originale sange på dansk, som er lidt country-rockede, for der er ikke rigtig nogen lige nu. Det er noget sværere at skrive på dansk, fordi man skal vægte hvert et ord. Men det gør også bare, at det går lige ind. Det er meget stærkere," siger Maud Kofod.

"Vi kan jo det hele selv, spille, synge og indspille musikken her i studiet," siger Lars Andreasen. (foto: JCJ)

Klar med kalenderen

Maud og Mænd glæder sig til at komme ud og give den gas på scenerne rundt om i landet. Der er ikke noget, der er hverken for stort eller for småt, når de træder på scenen som så mange gange før.
"Nu skal vi rundt i Danmark og sparke dørene ind. Vi skal bevise, at vi virkelig kan. Det tager tid at komme i gang, men vi er jo heldigvis heller ikke helt grønne," siger Maud Kofod og fortsætter:
"Jeg synes også, at vi er så dygtige som musikere, at vi kunne gå ind på enhver festival og bytte vores rolle ud med én af dem, der står oppe på scenen. Vi har bare ikke breaket med noget endnu, men det kommer," forsikrer Maud Kofod.
Men ambitionerne og talentet er der, så bandet klør på, og drømmer.
"Det ville jo være for fedt at spille til Køge Festuge. Så hvem ved, måske står vi på scenen næste år," siger Jimmi Koldenborg.

Bandets humørbombe Jimmi Koldenborg smitter bandet med sit gode humør. (foto: JCJ)
Maud og Mænd er klar til at tage Danmark med storm. (foto: JCJ)