Forsøgte at stjæle fra postbil
Af Lars Saugbjerg
En københavnsk mand på 42 år blev torsdag formiddag anholdt på Axeltorv i Fredericia, hvor han forsøgte at stjæle fra en postbil.
Københavneren var ellers godt forberedt. Ifølge Lokalpolitiet i Fredericia var han i besiddelse af en anordning, som kunne forstyrre postens fjernbetjente nøglelås. Signalet gik ikke igennem til bilen. Da pakkebudet forlod varevognen, havde den 42-årige adgang til den. Dog ikke til selve lasten i varevognen, men med en specialnøgle, fik han alligevel dirket den op.
Da han fik åbnet bagdøren til alle pakkerne, steg han ind for at undersøge dem. Det blev opdaget, og da han forsøgte at stikke af, blev han tilbageholdt af vidner.
“Manden blev anholdt, sigtet, afhørt og løsladt,” lyder det fra politiet.