SSI Diagnostica solgt for 250 millioner
Endelig får de 90 medarbejdere på afdelingen i Hillerød afklaring
salg SSI Diagnostica i Hillerød, som har 90 medarbejdere, sælges til den svenske kapitalfond Adelis Equity. Det meddeler Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse. Salget af SSI Diagnostica, som er en del af Statens Serum Institut, indbringer staten cirka 250 millioner kroner. Staten har arbejdet på salget gennem et stykke tid, og det forventes at være endeligt gennemført den 1. september 2016.
Bedre udviklingsmuligheder
Regeringen har sammen med et meget bredt politisk flertal på Christiansborg valgt at videreføre salget af SSI Diagnostica, der blev sat i gang under den tidligere regering. Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde glæder sig over, at der nu er fundet en fremtidig ejer af SSI Diagnostica: "Det er vanskeligt at fastholde og udvikle en produktionsvirksomhed i statsligt regi. Med salget får virksomheden bedre muligheder for at udvikle sig og dermed også ruste sig til fremtiden. Derfor er jeg tilfreds med, at der nu ligger en underskrevet salgsaftale. Dermed har de mange dygtige medarbejdere, der har gået og ventet på nyt om deres arbejdsplads, også fået en afklaring," udtaler hun i pressemeddelelsen. Inden salget er endeligt gennemført, skal købet dog bl.a. godkendes af Folketingets Finansudvalg. Før overdragelsen kan gennemføres, skal der også etableres en række it-systemer, så SSI Diagnostica kan fungere uafhængigt af Statens Serum Institut. SSI Diagnostica er i dag et selvstændigt forretningsområde under Statens Serum Institut, der udvikler, producerer og sælger produkter, som bl.a. anvendes til at stille diagnoser – det der kaldes in vitro diagnostika, til klinisk mikrobiologi, veterinær diagnostik, fødevarekontrol samt miljø- og hygiejnekontrol i ind- og udland. De ca. 90 medarbejdere vil ifølge ministeriet fortsætte ansættelsen hos den nye ejer.