Skulpturfestival vender tilbage til havnen
Woodsculpture kan igen opleves i Sønderborg til sommer
Træspånerne vil for femte år i træk flyve på havnen, når Sønderborg Event og Uwe Wolffs Fond den 19.–25. juni igen henter billedhuggere fra alle verdenshjørner til Sønderborg.
Otte kunstnere fra Syrien, Iran, Rusland, Tyskland, Ungarn, Frankrig og Serbien vil forvandle Slotskajen i Sønderborg til et ugelangt arbejdende atelier. I den uge vil de hver især forvandle en godt to meter høj egetræsstamme til kunstværker, der efterfølgende kommer til at pynte rundt om på offentligt tilgængelige steder i Sønderborg Kommune.
Woodsculpture 2016 tyvstarter dog ugen før, når en af sidste års mest populære kunstnere, litaueren Kestutis Krasauskas, starter arbejdet på det fem-seks meter høje vartegn, som han på to uger vil producere til Spejdernes Lejr 2017.
Modtag en skulptur
Arrangørerne har netop åbnet for dette års mulighed for at komme i betragtning til en af de otte skulpturer. Skulpturerne er gratis. Derfor skal man opfylde en række kriterier for at kunne komme i betragtning.
Man er en kvalificeret ansøger, når et større antal borgere har adgang til at se skulpturen – større virksomheder, offentlige institutioner, bysamfund, foreninger og lignende. Man forpligter sig til at hente og opstille skulpturen, og man må ikke videregive den eller handle med den.
Man sender sin ansøgning med begrundelse eller en god historie for, hvorfor lige netop man er den rette modtager, til modtagskulptur@woodsculpture.dk. Ansøgningsfristen er onsdag 4. maj. Læs mere om festivalen på www.woodsculpture.dk.