Et koldingensisk genbrugsimperium
Loppeforum, som startede i Kolding får et år siden, åbner i april sin sjette butik, denne gang i København.
For snart 15 måneder siden så Loppeforum i Kolding for første gang dagens lys, da der blev åbnet op for kommisionsbutikken, der handler med andre menneskers brugte varer.
Konceptet er enkelt. Man lejer en stand for 200 kroner og stiller de ting an med priser, som man gerne vil have solgt. Så sørger de søde damer bag disken hos Loppeforum for at sælge tingene hver dag mellem klokken 10-18, hvorefter man får 85 procent af prisen udbetalt direkte på sin konto - genialt, ikke? Det syntes Tine Jonasen og hendes kompagnon i hvert fald, da de valgte at starte Loppeforum i Kolding sammen med en kompagnon, som udtænkte konceptet.
“Jeg havde egentlig bare tænkt, at jeg skulle være med til at starte sådan en typisk genbrugsbutik. Jeg havde ikke forestillet mig noget vildt, bare gamle varer, som vi så solgte videre til glæde for alle. Virkeligheden kom noget bag på mig,” fortæller Tine Jonasen.
For genbrugskonceptet har været en kæmpe succes. Allerede nu har den enkelte genbrugsbutik, der åbnede op i Kolding, udviklet sig til en kæde med butikker i både Randers, Aarhus, Aabenraa og Odense. Og midt i april åbner butikken nummer seks - denne gang i København.
Lykken på Langelinje
Den næste butik, som skal føjes til det koldingensiske genbrugsimperium, er beliggende på Langelinje. Her håber Tina Jonasen og kompany at få fingrene i både de lokale københavnere og turister.
“Vi har allerede flere professionelle indehavere af genbrugsbutikker, der kontakter os for at leje en stand, så de kan få deres varer ud af latinerkvarterene og ind mellem hænderne på turisterne. Derudover har vi fået en virkelig varm modtagelse af de lokale, ligesom vi har alle andre steder,” siger Tine Jonasen.
Langelinje er dog ikke det mest driftige sted i vintermånederne, da det ligger et godt stykke væk fra indre by, men også det har man hos Loppeforum fundet en løsning på.
“Vi har fået eneret på at afholde loppemarkeder og julemarkeder derude, så det skulle gerne kunne lokke folk til,” forklarer Tine Jonasen
Dyrebar lærdom
Og i Kolding? ja, der går det stadigvæk ganske godt. Her lejer handlende sig typisk ind for fire uger, så der er et evigt skift i sortimentet og et væld af handlende, som svinger forbi butikken på jagt efter en genbrugsskat til samlingen.
“Som al opstart, har vi da haft det hårdt fra tid til anden, men vi har også lært virkelig meget. Eksempelvis har vi fundet ud af, at vores system ikke kan holde til, at vi udbetaler folk penge hver 14. dag - det gik fint, da vi kun havde butikken i Kolding, men med snart seks butikker bliver det for meget for vores bogholder,” fortæller Tine Jonasen, som nu kun udbetaler penge en gang om måneden.
Loppeforum regner med at udvide til med to butikker i løbet af det kommende år.