Fortsæt til indhold

Kassedamerne jubler

Opbygningen af det store varehus går efter planen. Nu er der kommet nye kasselinier

Arkiv
Rune Weitling

Der bliver i den grad rodet og regeret i Bilka for tiden, hvor man som bekendt er i gang med den helt store opbygning.

Den helt nye tekstilafdeling er på plads, specialgulve er ved at blive lagt, parfume universet 'sidder lige i skabet' og forleden var turen så kommet til de helt nye kasselinier.

En milepæl for varehuschef Jeanette Duvander, personalechef Stig Michaelsen og ikke mindst kassefolkene. Blandt sidstnævnte finder man Gitte Langdal, der er første ansatte til at sidde bag en af de nye kasser, der er fragtet op gennem Europa med specialtransport for nu at 'bo' i Bilka Esbjerg.

“Det er bare så dejligt,” siger hun med et smil, så man ikke er i tvivl om, at hun mener det.

“Båndet er både længere og hurtigere, hvilket virkelig kommer kunderne til gavn. Derudover er der to scannere, så vi ikke skal sidde og vende varen hele tiden. Desuden er der touchscreen skærm, ligesom bonen nu kommer ud på kundens side, så man selv kan tage den,” siger Gitte Langdal og smider så esset på bordet:

“Og endelig så er kasserne nu dobbeltvendt, således at man kan skifte retningen, som man kører varerne i. Det lyder måske ikke af noget særligt, men for os betyder det bare alverden ergonomisk.”

Alt går efter planen

Blandt de første der går gennem den nye kasselinie er Ghita Andersen og Lola Klingenborg, der begge får både blomster og chokolade af varehuschefen, da de har fået betalt.

“Jeg synes, det fungerer virkelig godt. Det går hurtigt med at komme igennem, og så er jeg rigtig glad for, at man selv bare kan tage sin bon nu,” smiler Ghita Andersen, mens Lola Klingenborg også roser farten.

Altsammen sød musik i ørerne på Jeanette Duvander, der i det hele taget er meget glad for måden, som kunderne har taget ombygningen på.

“Det havde vi alligevel ikke forventet. Vi har fået rigtig mange positive kommentarer fra folk, ligesom mange er nysgerrige og gerne vil høre om ombygningen. Det betyder meget for os, for vi er et lokalt varehus,” smiler Jeanatte Duvander og tilføjer, at alt foreløbig går efter planen.

Ghita Andersen og Lola Klingenborg var blandt de allerførste til at handle ved Gitte Langdal, og alle tre var mere end tilfredse med oplevelsen.