Fortsæt til indhold

Færre Varde-borgere på kontanthjælp

Færre borgere er på kontanthjælp og sygedagpenge i Varde Kommune, men bag de flotte tal er en god forklaring

Arkiv
Arkiv

Mange steder fra er der masser af fokus på kontanthjælpsmodtagere og borgere på sygedagpenge. De koster det danske samfund masser af penge - en udgift som gerne ser bragt ned, og det har Varde Kommune nu tilsyneladende held med. I hvert fald fortæller kommunen i en pressemeddelelse, at færre borgere modtager kontanthjælp.
"Varde Kommune oplever i øjeblikket et fald i antallet af borgere, der får kontanthjælp og sygedagpenge. Nye ledighedstal fra Jobcentret viser, at cirka 14 procent færre borgere modtog kontantshjælp i slutningen af første kvartal 2016 sammenlignet med 1. kvartal 2015," lyder fra Varde Kommune.
Faldet i antallet af kontanthjælpsmodtagere svarer til i alt 77 personer - fra 559 til 482. Tendensen er den samme for antallet af sygedagpengemodtagere, der også er faldende. Der er også fremgang at spore på ventelisten til fleksjob, hvor antallet af borgere, der har ventet i over halvandet år er nedbragt markant.
" ”Udviklingen er blandt andet et resultat af, at vi har investeret i bedre rammer for behandlingen af den enkelte borgers sag. Det betyder for eksempel at vi nu kan være meget mere opsøgende på sygedagpengeområdet. Samtidigt har vi også formået at nedbringe ventelisten for fleksjobansøgere, som har ventet over 18 måneder, med ca. 61 procent, svarende til 19 personer,” siger Søren Laulund (S), formand for Arbejdsmarked- og Integrationsudvalget i Varde Kommune.
Med til den positive historie hører, at antallet af borgere i såkaldte ressourceforløb til gengæld er steget fra 73 til 139 - en stigning på 66 borgere. Søren Laulund afviser da heller ikke, at de flotte fremgangstal til en vis grad bunder i, at nogle borgere "blot" er rykket kategori.
"Det er klart, at en del af faldet i antallet af borgere på kontanthjælp og sygedagpenge hænger sammen med, at flere tilkendes ressourceforløb. Men rammerne for ressourceforløb giver borgerne mulighed for en tværgående indsats, der rækker udover, hvad jobcentret kan tilbyde i andre forløb. Derfor ser vi stigningen i ressourceforløb som en positiv udvikling og tror på, at den tværgående indsats kan gøre en forskel og hjælpe flere borgere i job og uddannelse," siger Søren Laulund.