Job-boom i Hillerød
Hillerød byder på flere jobs nu end inden finanskrisen, viser nye tal
beskæftigelse Hillerød står stærkt, når det kommer til at skabe nye jobs. Stigningen i antallet af nye arbejdspladser siden den finansielle krise i 2008 er større i Hillerød Kommune end i resten af Nordsjælland, viser tal fra Dansk Erhverv, skriver Frederiksborg Amts Avis. Hillerød har bevæget sig forbi toppen af de gode tider inden finanskrisen, viser tallene. I sidste kvartal af 2015 var der 1200 flere arbejdspladser i kommunen end i 2008, lige før krisen ramte. En af forklaringerne på Hillerøds succes kan være de mange medico industrivirksomheder i kommunen, mener cheføkonom Steen Bocian fra Dansk Erhverv: "Det er med til at trække jobvæksten", udtaler han til avisen. Ifølge statistikken har Hillerød fået 2055 nye jobs siden 2010, da beskæftigelsen ramte bunden. Det er en stigning på 9,3 procent og den største af de nordsjællandske kommuner.
Helmer glæder sig
Erhvervscentret C4 Videncenters direktør Erik Helmer Pedersen er i avisen begejstret over tallene: "Det glæder mig helt vildt, at vi nu har overhalet 2008-tallet. Det har ligget i kortene, men det er alligevel hurtigere efter krisen, end jeg havde regnet med". Mdt