Kim fortryder ikke sit stensikre valg
Kim Jensen kan se tilbage på 25 år med murske, hammer og mørtel
Da Kim Jensen fra Haderslev som 21-årig skulle til at vælge uddannelse, var han ikke i tvivl.
“Jeg ville være tømrer. Men da jeg afprøvede murerfaget på Tekniske Skole, var jeg solgt. Den præcise arbejdsgang i især flisearbejdet var lige mig,” fortæller Kim Jensen, der nu kan fejre sit 25-års jubilæum hos den lokale murermester Henrik Burich.
“Jeg synes den dag i dag, at murerfaget er drømmejobbet. Ikke en dag er ens, og det er aldrig de samme opgaver, som venter en. Og så er der kundekontakten, som jeg også er rigtig glad for,” fortæller Kim Jensen, som har fundet de ideelle arbejdsbetingelser hos sin arbejdsgiver.
“Her i firmaet hersker ingen tidstyranni. Selvfølgelig skal det ikke tage en krig at udføre opgaverne, men kvalitet i arbejdet kommer foran alt andet. Og det betyder alt, at jeg kan gøre mit arbejde ordentligt.”
Selvom arbejdet som murer kan være hårdt for især knæerne, er Kim Jensen nu klar til at tage hul på de næste 25 år i faget.
“Jeg siger altid, at det kun er helbredet, som kan standse mig. Og det har det fint indtil videre,” slutter den glade jubilar.