Katteværn på Knolden
Da Kredsformand i Dyrenes Beskyttelse i Roskilde, Tobias Holm, læste om Sandie Jensens mishandlede kat i Roskilde Avis, fik han bange anelser om, at en gammel kending igen var på spil i området Knolden.
Katten kom så mishandlet hjem fredag efter påske, at den måtte aflives af en dyrlæge.
For et par år siden mistede 19 katte på Knolden livet. Enkelte af dem var blevet ramt af biler, mens andre bar tydeligt præg af mishandling, kunne en dyrlæge konstatere.
En del af dem var lagt på række efter hinanden langs en vej i nærheden.
- Dengang havde flere personer i kvarteret mistanke til to bestemte fra området, siger Tobias Holm og fortsætter:
- De havde flere gange truet med at skyde kattene.
Mishandlingen og drabene blev aldrig opklaret.
Dyrenes Beskyttelse hang sedler op, smed dem ind i beboernes postkasser og dannede et vagtværn, der skulle få dyremishandlerne til at stoppe eller afsløre sig selv.
- Vi fik kontakt til mange, der var bange for deres kattes liv, siger Tobias Holm.
Han frygter, at det hele går nu går løs igen.
Dobbelttjek af død kat
I første omgang vil Tobias Holm få tjekket Sandie Jensens kat endnu en gang.
Godt nok har en dyrlæge allerede sagt, at den er blevet mishandlet, men han vil gerne have endnu et tjek, inden han sætter det store dyremishandler-program i gang.
Hvis også denne dyrlæge siger, katten er blevet mishandlet, vil Tobias kontakte politiet, ligesom Sandie Jensen allerede har gjort.
Desuden vil han indkalde til beboermøde for at advare folk i området.
Tobias Holm, der har arbejdet i Dyrenes Beskyttelse siden 2011 har aldrig før oplevet den slags metodiske mishandling af dyr.
Andre, der har været i foreningen i mere end 25 år, kan heller ikke huske sådan en makaber opførsel i roskilde-området.
Til gengæld oplever de jævnligt andre dyrplagersager som drukning- eller udsætning af dyr.
Tobias Holm håber, at sagen er en enlig svale, men han har alligevel taget kontakt til Sandie Jensen og er gået i tænkeboksen, så han kan komme til hjælp på Knolden, hvis det bliver nødvendigt.
En af mulighederne er igen at oprette et katteværn i området.
ag@roskildeavis.dk