Fortsæt til indhold

Nu køres fisken fra Thyborøn til Esbjerg

Fiskeriets tid er for længst en saga blot i Esbjerg, men det betyder naturligvis ikke, at det ikke er muligt at erhverve sig friske fisk.

Arkiv
Rune Weitling

På havnen og i midtbyen findes flere gode fiskebutikker, men nu byder en ny spiller sig til i form af Harald Iversen & Søn, der er et 3. generations firma fra Thyborøn.

"Vi lever hovedsageligt af at eksportere fiskefileter til udlandet. Men for halvanden års tid siden startede vi op med handel på nettet til private, og siden er vi også begyndt at køre ud med fiskene," fortæller direktør Martin Hansen og fortsætter:

"Vi er dog ikke ligesom de 'typiske' fiskebiler, og vi kalder det også fabrikssalg. Det er nemlig større portioner, man skal købe af gangen, men så erprisen derefter," siger Martin Hansen og fortæller, at firmaet køber fiskene på fiskeauktionerne om morgenen, hvorefter de selv laver fileterne og så køre ud med dem.

Bilen er i Esbjerg den anden torsdag i hver måned, hvor man holder på Isingkaj ved det gamle Premier Is. Og man er også netop begyndt at komme i Ribe den første onsdag i hver måned, hvor man holder ved Føtex.

Forinden skal man over internettet have bestilt det fisk, man ønsker, og bilen holder cirka en time i hver by hver gang.

"Der er altid en god stemning omkring bilen, når folk kommer for at hente deres "net-fisk". Vores chauffør Kalle er selv gammel fisker igennem rigtig mange år, så han er også god for en lille historie eller bare nogle gode fif til, hvordan man tilbereder fiskene," siger Martin Hansen og tilføjer:

"Vores lille ide med fiskebilen er faktisk gået hen og blevet så populær, at vi lige har investeret i en bil mere."