Drop så den mobil i bilen
Varde Kommune er med i en ny kampagne, der skal få forældre til at droppe mobiltelefonen, når de kører bil
“Når man skal blinke, holde på rattet og holde en mobil, altså vi er jo ikke blæksprutter...”
Den lille 0. klasses dreng ryster på hovedet. Det kan godt være, at han kun har seks års livserfaring, men det er rigeligt til at vide, at de voksne indimellem gaber over alt for meget, når de kører bil. Præcis ligesom alle hans klassekammerater er det.
“Det er altså svært at kigge med et øje herovre og et øje herovre,” siger en anden dreng, mens han peger i to retninger og samtidig holder højre øre ned mod skulderen, som de voksne gør for at holde telefonen fast, når hænderne er nødt til at være på rat og gearstang.
Børnene går i 0. klasse i Tønder, men de kunne ligeså godt have været fra Varde.
Sammen med Syd- og Sønderjyllands Politi, Børneulykkesfonden, Tønder, Aabenraa, Sønderborg, Haderslev, Vejen og Esbjerg Kommuner står Varde Kommune nemlig bag kampagnen “Kør sikkert”, der i disse uger folder sig ud på hovedsagligt Facebook. Under sloganet “Kør sikkert” finder man kampagnens Facebookside og de små videoer, hvor børnene sætter ord på de voksnes bilkørsel.
“Kampagnen er et lille opråb til bilisterne om, at det ikke altid er sikkerhedsudstyret i bilen, som er afgørende. Bliver der sms'et, talt i telefon, kigget på gps, snakket med børnene på bagsædet eller spist frokost samtidig med, at der køres bil, så er opmærksomheden ikke der, hvor den skal være. Det ved børnene, som fra bagsædet ser alt, hvad vi voksne gør og ikke gør,” lyder det i en pressemeddelelse om tankerne bag “Kør Sikkert”.
Føreren er nummer et
Tønder Kommunes trafiksikkerhedsmedarbejder Anders Hørkjær Pedersen var med ved optagelserne af børnenes videoer.
“Man skal høre sandheden fra børn og fulde folk, og det var meget overraskende og til dels også skræmmende, hvilke historier børnene kunne fortælle under optagelserne af filmene. Budskabet var ikke til at tage fejl af: Sikkerhed starter ved føreren,” siger Anders Hørkjær Pedersen.
Kampagnens plakater vil man kunne møde på blandt andet skoler og andre steder, hvor forældre færdes, men ellers vil Kør Sikkert-kampagnen være mest synlig på Facebook, hvor der også kører en konkurrence med en iPad som hovedpræmie.
Tjek Facebooksiden ud - her får du blandt andet den her besked serveret af en frisk 0. klasses pige:
“Gør nu hvad du skal, ikke sid og snak i den telefon!”
Og er det ikke nok til at få forældre til at droppe mobilen, når de kører med deres guld på bagsædet, så kan den sidste børnekommentar måske gøre det:
“Og hvis man kører galt kan man også få flækket sin skærm eller få brækket en knogle.”