Astrofysikere hitter med Esbjerg plakater
De er uddannede astrofysikere, men nu laver de moderne plakater med fokus på bl.a. Esbjerg og Vestjylland
Det begyndte egentlig med, at Andreas Helbo Beck og Nikolaj Lykke Viborg sad og kedede sig lidt til en forelæsning. Den handlede om støvkorn mellem stjernerne i rummet, og da Andreas så skulle forklare noget i plenum, lød det med stærk Aarhus dialekt noget i retning af:
“Altså de støvkååååååårn...”
Det lød - med Nikolajs ord - temmelig “noller”, men det affødte også en snak om dialekter, udtryk og forskelle i sproget. Herfra kørte tankerne rundt i hovedet på de to unge mænd, og det handlede ikke om hverken om himmellegemers karakteristika, termodynamik eller relativitetsteorier.
“Vi havde begge en stor lyst til at prøve noget nyt, og den sidste tid af studiet havde vi leget en del med tanken om at prøve noget iværksætteri af. Ingen af os havde nogen erfaring med at starte en virksomhed overhovedet, men vi brændte virkelig for det,” fortæller Nikolaj Lykke Viborg.
Både Andreas og Nikolaj fornemmede, at plakater var ved at vinde indpas som dekorationer i hjemmet igen, ligesom dialekter og hjemstavns-retorik også trender.
“Så inden vi havde set os om, så havde vi i september 2015 kastet os ud i iværksætterlivet med 'dia'lægt', der laver humoristiske plakater om de større byer og landsdele. Siden er det bare gået fremad, og i dag beskæftiger det os på fuld tid. Vi har fået sparring gennem væksthuse og mentorordninger, hvilket kan anbefales, hvis man selv går med en iværksætterdrøm. Og ellers er det bare med at komme ud over stepperne, og se hvor langt man kan gå med sine drømme og idéer.”
Esbjerg har selv budt ind
De to astrofysikere og erhvervsmænd har både lavet en Wæstjylland og en decideret Esbjerg plakat. I Esbjerg alene er der allerede to forhandlere af plakaterne, mens der også findes en på Fanø.
“Med hensyn til Esbjerg plakaten så har vi faktisk fået rigtig meget input fra esbjergenserne selv på Facebook. Plakaten er en slags tjekliste for, om man er “ægte” esbjergenser, og den giver bud på, hvad man bare SKAL have gjort i Esbjerg. På den måde kan den jo også være en god inspiration for tilflyttere til Esbjerg i forhold til, hvad man kunne give sig i kast med i weekenden,” siger Nikolaj og tilføjer, at de håber, at plakaten kan være med til at sætte mere fokus på Esbjerg og på noget af alt det, som Esbjerg kan byde på.
“Det har faktisk været rigtig svært at vælge ud til plakaten, for der er virkelig kommet mange gode bud ind. Det er vi super glade for, da autenticiteten er enorm vigtig. Det er kundernes plakat, så uden hjælp ingen plakater,” siger Nikolaj og Andreas, der allerede har fået en masse reaktioner på plakaterne.
“Det er så fedt. Man må gerne være stolt af, hvor man kommer fra. Også selv om man måske taler lidt sjovt,” smiler Nikolaj.