Fortsæt til indhold

Så er Esbjerg-Fanø Rotary Klub atter klar med flot velgørenhedskoncert

Arkiv
Rune Weitling

Sidste år leverede de en fornem velgørenhedskoncert, og målet er at gøre det præcis lige så godt igen i år. Hvis ikke bedre.

Derfor er billetterne også allerede nu sat til salg dette års velgørenhedskoncert arrangeret af Esbjerg-Fanø Rotary Klub, og musikken er lagt i hænderne på solist Trine Gadeberg, dirigent Lars Birkelund Olsen samt Esbjerg Post-Orkester og Esbjerg Brass Band i fællesskab. I alt deltager der således over 40 musikere i velgørenhedskoncerten, der afholdes søndag den 19. juni kl. 15.00 på Rybners i Esbjerg.

Esbjerg-Fanø Rotary Klub, der arrangerer koncerten i samarbejde med Lokalavisen Esbjerg og Spar Nord i Esbjerg, lader igen i år overskuddet gå ubeskåret til et velgørende formål i Esbjerg. I 2015 var det Hospice, der var de heldige modtagere, og det blev til imponerende 54.000 kroner.

"Og målet er at skrabe mindst det samme beløb sammen i år," lyder det med et smil fra Bent O. Jeppesen fra arrangørgruppen, der lover en alsidig koncert til juni:

"Koncerten vil indeholde mange forskellige genrer og stilarter. Hovedvægten er lagt på underholdning, og vi bevæger os fra musicals via tegnefilm til swing, måske med en lille afstikker til det klassiske? Man kan blandt andet møde både John Williams og Robbie Williams."

Der udbydes 500 billetter til 199 kr. pr. billet, og de første 250 billetter er allerede aftaget, så der er ingen tvivl om, at der rift om både at lytte til Trine Gadeberg & Co., men også at bakke op om det gode initiativ. Billetter kan købes hos Spar Nord i Strandbygade 20 eller hos Anders Bjerre på tlf. 2021 4814.