Blandede bolsjer på Korskroen
Årets Korskro Marked blev på flere måder lidt som en pose blandende bolsjer - nogle er rigtig gode, andre sådan hverken eller, mens andre igen ikke smager ret godt.
“Når gæsterne og kræmmerne er glade, er vi glade og tilfredse, så sådan er det helt overordnet set, men vi havde nogle store trafikale udfordringer fredag, som blev vores største dag nogensinde,” fortæller Jens Møller, markedsarrangør.
På markedets Facebookside står at læse, at markedsgæster var fanget i et sandt køhelvede i op mod to timer.
“Vi havde store udfordringer fredag fra omkring middag til kl. 15.00. I samarbejde med blandt politiet og Vejdirektoratet havde vi ændret på til/frakørselsforholdene for at aflaste motorvejen, men problemet var, at mange parkerede i begge sider af vejen fra lufthavnen til markedspladsen, så det hele lukkede til. Det kom vi heldigvis til livs lørdag,” siger Jens Møller, der ikke helt tør byde på, hvor mange gæster, der fredag lagde vejen forbi, men et skøn er tæt på 40.000.
Med hensyn til trafikken så skal der på et stort møde i maj evalueres på det nye tiltag.