Fortsæt til indhold

På forårsarbejde i jernalderen

Arkiv
Arkiv

Har du aldrig malket en ko, klippet et får eller gruttet korn til brød, så er chancen der nu. VejleMuseernes jernalderlandsby i Vingsted inviterer til en dag i jernalderens tegn, hvor store og små kan være med i landsbyens forårsarbejde. Der er aktiviteter for alle aldre, og høvdingen og hans folk hjælper alle til at være med.
”Vi formoder, at alle i datidens jernalderfamilier deltog i det arbejde, der skulle gøres, også børnene, så hos os kommer alle i sving med forårsarbejdet. De mindste kan være med til at fodre, og de lidt større kan malke, være med i madlavningen og på markerne,” siger Jan Ipsen fra VejleMuseerne og ”høvding” i landsbyen.
Det sker Lørdag 30. april klokken 10 til 15. Stedet er Jernaldermiljøet på Skyttevej 12, Vingsted. Følg skiltene til Jernaldermiljøet fra landevejen gennem Vingsted.
Man kan købe billet på vejlemuseerne.dk på forhånd, men billetten kan også købes på stedet med kontanter eller MobilePay. Tilmelding ikke nødvendig. Tag fornuftigt tøj og fodtøj på til og en lille madpakke til undervejs er også en god ide.