Følelsen af at være ganske normal

Det er egentlig bare to glade hestepiger som så mange andre, der rider rundt i ridehallen på Skærgården syd for Egtved. De griner højlydt og er lidt flabede over for manden med kameraet, der prøver at få dem til at stille op til et foto. Intet unormalt der.
Men 9-årige Lærke og 8-årige Freja er ikke helt som de fleste andre børn på deres alder. Og det er derfor de rider rundt på Skærgården. Center for Ridefysioterapi.

Ville ikke leve

Da Freja var blot fire uger gammel blev hun ramt af en aggressiv meningitis og en efterfølgende voldsom infektion, som med hendes mors ord “smadrede Frejas muskler” og lammede hende igennem en stor del af kroppen.

“På hospitalet i Odense havde de aldrig set nogen med sådan en skade, som Freja havde fået. De sagde allerede dengang, at jeg skulle tage kontakt til Birgitte her på Skærgården. Freja startede, da hun var 10 måneder gammel. Da kunne hun ikke holde sit hoved, men efter bare et par gange kunne jeg se, at der noget med hende,” fortæller Frejas mor Maibritt Nørgaard Jørgensen.

9-årige Lærke har også redet på Skærgården, siden hun var ganske lille. Hendes handicap er dog psykisk. Hun lider af en hjerneskade, der har ført en lang række diagnoser med sig, der blandt andet indebærer autistiske træk, ADHD og generelle adfærdsvanskeligheder, fordi hun mangler basale empatiske egenskaber. Det går hårdt ud over hendes egen livskvalitet, at hun ikke har passet ind i det almindelige samfund.

“Vi tog hende ud af skolen for at undervise og have hende hjemme. Hun havde simpelthen mistet lysten til at leve og sad bare og rokkede frem og tilbage,” fortæller Lærkes mor Jeanette Oxholm.

Lærke og Freja har altså vidt forskellige handicap, men fælles for dem er, at omgangen med hestene hjælper dem enormt i deres tilværelse. Som Jeanette Oxholm udtrykker det:

“De kan sagtens være pissesure, når de skal af sted, men så snart de er i gang, så er de bare så glade. Der er altså bare et eller andet ved de dyr.”

Og hvad er det så ved de her dyr? Birgitte Gøtske har drevet Skærgården Center for Ridefysioterapi siden 1997, og hun forklarer, at hestenens bevægelser gør, at patienterne konstant skal forholde sig til, at der er noget, der bevæger sig under dem.

Nye veje

Det er givende for både balancen og koncentrationen, og den kombination er til stor gavn selv for patienter med så forskellige handicap som Lærke og Freja.

“Det er patienter med svære og specielle handicap, og mennesker der forsøger at komme ovenpå efter svær sygdom. Når hesten går, får de sendt rigtig mange gentagne bevægelser igennem kroppen på kort tid. Det hjælper med at åbne nye veje til hjernen. I Frejas tilfælde giver det hende den samme følelse som at kunne gå normalt. For Lærke drejer det sig også om at få de rolige bevægelser igennem kroppen, men det handler også om, at hun føler varmen fra dyret. Det er vigtigt med hendes diagnose, og man kan mærke, at hun bliver helt rolig, når hun mærker varmen og får kontakt med hesten, fortæller Birgitte Gøtske.

Her er vi så tilbage ved det normale. For efter alle de udfordringer, som deres mødre har fortalt, at deres døtre har været udsat for, og dagligt må overkomme, så er indtrykket af Freja og Lærke egentlig bare, at det er to glade og lettere flabede hestepiger, man møder her i ridehallen på Skærgården og forsøger at få til stå stille til en række billeder.

“Ja ja, så er du vist også ved at være færdig med det kamera,” kommanderer Freja.

Lærke bryder ud i høj latter.