68.800 kroner til kræftramte børn
Kunstauktion gav penge til børnecancer-fonden
Malerier, papirklip og skulpturer blev søndag solgt til højstbydende ved en auktion hos Frie Funktionærer i Odense. Det oplyser fagforeningen i en pressemeddelelse.
Bag indsamlingen stod salgskonsulent Thomas Nordlund Rasmussen, der til sommer skal cykle til Paris som Team Rynkeby-rytter.
“Auktionen er min måde at bidrage til, at Team Rynkeby får samlet så mange penge som muligt ind til Børnecancerfonden,” siger han.
De 40 værker, som kunstnere som Malene Hammershøj, Michael Grønlund og Gunleif Grube havde doneret til indsamlingen, endte med at blive solgt for 68.800 kroner.
En af dem, der bidrog ved at købe et kunstværk, var Henny Skovbjerg Henriksen fra Tommerup.
“Det var vigtigt for mig at bakke op om auktionen, netop fordi pengene går til så godt et formål,” fortæller den 62-årige fysioterapeut, der endte med at gå hjem med et maleri af kunstneren Lis Klein.
Pengene fra auktionen overrækkes til Børnecancerfonden senere på året. (jtc)