Fortsæt til indhold

Tvinds sugerør i statskassen

Arkiv
Anette Gundlach

Foto: Erling J. Pedersen Midt i Roskilde sidder en af de personer, der i 1990'erne var med til at afsløre, at der var noget riv rav ruskende galt på Tvind-skolerne, der også dengang havde filialer i det lokale område. Den i dag pensionerede Kim Mørch Jacobsen var direktør i Undervisningsministeriet gennem 14 år. Da han startede på posten, regnede han med, at Tvind-skolerne bare var en helt almindelig sag om en lidt ualmindelig skole, der fik opbakning og støtte fra ministre og stat. Men det skulle hurtigt vise sig, at man havde taget fejl af Tvind-imperiet. Da han gennemgik de mange tykke sager om skolerne, raslede skeletterne ud af skabene, og nye ting kom hele tiden til, hver eneste gang et lag blev skrællet bort. - De havde sugerør i så mange offentlige kasser, at de snød staten for et trecifret millionbeløb, fortæller Kim Mørch Jacobsen. Han har nu valgt at stå frem med sine oplevelser af sagen i Roskilde Avis for første og eneste gang i sit liv og håber på den måde at kunne lade den gå i glemmebogen.

Skræmt fra vid og sans

- Tvind tog tre år af mit liv, fortæller Kim Mørch Jacobsen. Han har i mange år forgæves forsøgt at lægge sagen i skuffen, fordi det var en ubehagelig tid, men der bliver hele tiden ribbet op i den, fordi den ikke er afsluttet endnu. Grundlæggeren Amdi Petersen og fire andre ledere i Tvind-imperiet stak nemlig af til Mecixo efter at være anklaget for skattesnyd og underslæb for over 100 millioner kroner. Senest har Amdi Petersen anmodet Mexico om humanitær opholdstilladelse, har Jyllandsposten kunnet berette. - I starten anede ingen uråd om, at der var ugler i mosen, så statskassen blev tappet på ulovlig vis. Men det endte rent faktisk med, at der blev lavet en ny lov på grund af skolen, siger Kim Mørch Jacobsen.

Tvind har skolen i Boserup.

Tre bange år

I de år Kim Mørch Jacobsen beskæftigede sig med Tvind, følte han sig ofte bange og måtte kigge sig over skulderen. Han forklarer, at det var fordi han stod overfor en ukendt modstander, og ingen vidste, hvad de kunne finde på. Faktisk lyder det som et rent røver-spiondrama, når den tidligere direktør går i gang med at fortælle, om tiden med Tvind. - Mødelokalerne blev altid undersøgt for aflytningsudstyr, ligesom de altid kun blev brugt i kort tid for at undgå, at mikrofoner blev sat op, siger Kim Mørch Jacobsen og fortsætter: - Talsmanden for Tvind. Poul Jørgensen, kom altid med en mørk attachemappe, som nok har indeholdt mikrofoner. - Da bølgerne gik højest, holdt en bil lige ud for min bopæl i flere måneder, fortæller Kim Mørch Jacobsen, der havde en sikker fornemmelse af at blive udspioneret og overvåget. Lige pludselig var den væk og kom aldrig igen.

Tvind har igen sat containere til tøjindsamling op. Denne her står i Boserup, men man også kan se bogstaverne UFF på nogle af de grønne tøjcontainere rundt omkring i Roskilde.

Tvind-lov

Sagen kom i retten, og en ny lov blev lavet, for i fremtiden at undgå at andre lavede lignende numre. Men statskassen mangler stadig at få fingrene i de over 100 millioner kroner, som Tvind er anklaget for at skylde, og de anklagede, ledelsen, er stukket af til Mexico. Sandsynligvis til skolens hovedkvarter, der indeholder 140 soveværelser, swimminpool og meget andet. Kim Mørch Jacobsen gætter på, trods verserende retssag, at skole-koncernen stadig tjener store penge i Danmark. - I dag satser Tvind på opholdsteder, hvor lovgivningen ikke er så streng. Desuden er Tvind igen begyndt at samle genbrugstøj ind i tøj-containere rundt omkring i Roskilde og resten af landet, ligesom tidligere. Man kan kende dem ved, at der står UFF på. ag@roskildeavis.dk Tvind kort Tvind blev grundlagt i 1970 Hjørnestenene i starten var Den Rejsende Højskole, Det Nødvendige Seminarium og Den internationale Efterskole. Senere kom UFF til, der står for Ulandshjælp fra Folk til Folk til. Man samlede genbrugstøj ind via containere og solgte det blandt andet i store butikker. I dag ser man igen flere containere med UFF på. De står flere steder i Roskilde. I 1996 vedtog Folketinget Tvind-loven, som fjernede tilskud fra Fri- og efterskoler. i 2002 indledtes straffesagen mod Mogens Amdi Petersen og andre i Tvind-toppen. De var anklaget for skattesvig og underslæb for over 100 millioner kroner. Alle på nær en enkelt blev frifundet i byretten i Ringkjøbing. Straks efter forsvandt lederne, undtagen talsmanden Poul Jørgensen, mens anklagemyndigheden ankede dommen til landsretten. I 2013 besluttede landsretten af varetægtsfængsle Amdi Petersen og fire andre Tvind-ledere in absentia. De er nu alle efterlyst af interpool. I 2014 anmodede de danske myndigheder Mexico om at få dem udleveret. Men landet har meddelt, at man ikke kan finde de efterlyste personer. Amdi Petersen har senest anmodet Mexico om humanitær opholdstilladelse. Kilde: Jyllandsposten og Kim Mørch Jacobsen

I 1979 blev højskolen i Himmelev lejet ud til Tvind, der havde Roskilde Efterskole på stedet.
Tvind brugte det tidligere traktørsted Skovly ved Boserupskov i en periode.