Ja til Superbrugsen - nej til Netto
Superbrugsen får lov til udvide butikken i Fredensborg, mens Netto i Humlebæk får afslag
Ja til Superbrugsen - nej til Netto. Det er resultatet efter politikerne i Plan, miljø og klimaudvalget i Fredensborg Kommune, tirsdag behandlede ansøgningerne om at udvide to butikker: Superbrugsen i Fredensborg og Netto i Humlebæk.
Her vedtog et flertal at give Superbrugsen lov til at udvide butikken med knap 1400 kvm. så den fremover bliver knap 4400 kvm.
De eneste der stemte imod er Ergin Øzer (S) og formanden Lars Simonsen (R).
“Vi mener, at man skal samle handlen i bymidterne i Fredensborg Kommune og det gør man ikke ved at udvide Superbrugsen,” siger Lars Simonsen til Uge-Nyt.
Selvom Superbrugsen som oplæg til forvaltningen skriver, at en udvidelse ikke vil skade handlen lokalt, så er Lars Simonsen ikke enig.
“Ifølge de analyser vi har fået lavet, så er der mange, der kun handler et sted, og vi mener, at den handel ligeså godt kunne ligge central i Fredensborg i stedet for i Superbrugsen,” siger han.
Samme argumentation bliver brugt i behandlingen af ansøgningen fra Netto, der ønsker at gøre butikken på Torpenvej i Humlebæk dobbelt så stor.
Men her er udvalget - stort set - enig om at give afslag.
“Her mener vi også, at man skal samle handlen centralt i bymidten, og derfor får Netto afslag på at udvide butikken, da det vil sprede handlen i Humlebæk,” siger Lars Simonsen.
Undtagelsen er Thomas Bak (V) der stemte imod resten af udvalget og begærede sagen i byrådet.