Hunde hader fyrværkeri
Dyrlægen informerer: Med enkle forholdsregler kan man gøre nytårsaften lettere for kæledyrene
Mange hunde er bange for de bøje brag, der kommer af nytårsfyrværkeri. Det kan være et stort problem, fordi det ikke kun drejer sig om selve nytårsaften. Ofte er det en længere periode, som begynder i midten af december, og først slutter langt hen i januar. Nytårsaften Men værst er selve nytårsaften. Er man i tvivl om, hvordan ens hund reagerer på høje brag, bør man holde sig til følgende forholdsregler. Hunden skal luftes tidligt på aftenen. Herved undgår man tidspunktet, hvor det går værst for sig. Man kan adsprede hunden, hvis den ser ud som om, den er utryg ved situationen. For eksempel ved at lege lidt med den, og ikke tage uroen alvorligt. Sørg for masser af lys i rummet, hvor hunden er. Træk gardinerne for så lynglimt udefra camoufleres. Lad musikken spille, men husk at tænke på naboerne. Den nervøse hund Samme fremgangsmåde skal bruges, hvis hunden er meget nervøs, men her er det først og fremmest vigtigt ikke at bekræfte hunden i, at den skal være bange. Det gøres blandt andet ved at ignorere hundens eventuelle piben og tale helt almindeligt til den. Dernæst er det vigtigt, at man ikke selv er nervøs. Noget af hundens nervøsitet skyldes, at ejeren er bange for hundens reaktion. Derfor bør man undgå, at hund og ejer hidser hinanden op. Hvis man ud fra tidligere erfaringer ved, at hunden er et rystende nervevrag nytårsaften, kan det være en god idé at give den noget beroligende. Der findes forskellige former for naturmedicin med beroligende virkning, men ved voldsom angst er disse midler ikke tilstrækkelige. I sådanne tilfælde skal man kontakte dyrlægen, der kan ordinere et beroligende middel på recept. Almindeligvis er det Plegicil og Stesolid, der anvendes. Dosis afhænger af hundens vægt. Har man prøvet det før, og hunden bare "vaklede" lidt og var nervøs alligevel, kan dosis øges lidt - efter aftale med dyrlægen. Ofte kan hundens stresshormon (adrenalin) modvirke effekten af medicinen. Så ser man ofte, at effekten tilsyneladende først kommer nytårsdag. Derfor kan det være nyttigt at begynde behandlingen et par dage før nytårsaften. Tal med dyrlægen herom. Katte Katte er i langt højere grad end hunde i stand til at kontrollere en stresset situation som nytårsaften. Giv katten lov at gemme sig. Har den et yndlingsgemmested - eksempelvis i et klædeskab - så sørg for, at katten uhindret kan gemme sig der. Lad være med at tro at den har det bedre på skødet hos sin ejer. Alene hjemme Skal dyr være alene hjemme nytårsaften er det klogest, at man afprøver eventuel beroligende medicin nogle dage i forvejen, så man ved, hvor kraftigt det virker. Og husk også her: Lad lys og radio eller TV være tændt og træk gardinerne for.