Bag de duggede ruder
Fyringssæsonen starter i disse dage, det betyder også voksende problemer med dug
Ruderne dugger, når den varme luft indendørs afkøles mod de koldere ruder. Fugten i den varme luft sætter sig som kondens på den kolde rude. Et fugtigt indeklima er usundt for både mennesker og vinduer, og derfor bør man gøre noget ved problemet. - Det vigtigste råd er at lufte ud og helst med 5-10 minutters gennemtræk flere gange om dagen. Det hjælper og er samtidig så kort tid, at varmetabet er ubetydeligt, siger Jesper F. Petersen, der er administrerende direktør for VELFAC A/S. Det er ikke kun på solskinsdage, man skal lufte ud, men også i regnvejr. Varm luft kan indeholde meget mere fugt end kold luft. Lukker man regnvejrsfugtig luft, der er 5 °C, ind i en stue med en temperatur på 22 °C, vil luftfugtighedsprocenten efter opvarmning være faldet til 33 %, hvilket er fint under det anbefalede niveau på 40-50 %. Duggen kan sidde indvendigt på ruderne, mellem glassene og udvendigt. Det er den indvendige dug, man bekæmper med udluftning. Sidder duggen mellem glassene, skal ruden skiftes, fordi den er punkteret. I de senere år oplever stadig flere, at ruderne dugger udvendigt i nat- og morgentimerne, det skyldes, at ruderne har en særlig god isoleringsevne. - Det er ikke noget, man ser på traditionelle termoruder. De slipper for meget varme igennem til, at duggen kan dannes. Men eksempelvis VELFAC vinduer har super-lavenergiruder som standard, og her kan dug på den udvendige side skyldes, at ruderne isolerer så meget mere effektivt end almindelige termoruder. Her må vi opfordre folk til at se duggen som et positivt problem, der i øvrigt forsvinder lige så snart luften opvarmes af solen, siger Jesper F. Petersen, der understreger, at udvendig kondens er fuldstændig ufarlig for ruden.