Energy besøger bulldogsene i aften
Esbjerg Energy møder Odense på udebane i aften kl. 19.00
I aften kl. 19.00 kastes den første puck i opgøret mellem Odense Bulldogs og Esbjerg Energy i Vestfyns Arena i Odense.
"Hos os forventer vi, at U20-landsholdsspillerne er tilbage efter et succesfuldt juniorverdensmesterskab. Generelt forventer jeg ligeledes et sultent Energy-mandskab efter vi spillede godt i de foregående kampe, men vi vandt kun én ud af de tre kampe. Så der er vigtige point på spil for et Esbjerg-hold, der er sultne efter at komme tilbage på vindersporet," siger cheftræner Mark Pederson.
Og de unge vestjyder fra U20-landsholdet var alle tilbage på træningsbanen mandag aften efter et juniorverdensmesterskab, hvor alle gjorde en flot figur, ikke mindst i kvartfinalen mod Rusland, hvor danskerne kun var 44 sekunder fra kæmpeoverraskelsen og avancement, men slutteligt måtte se sig slået med 4-3 efter forlænget spilletid.
"Det er dejligt at være hjemme. Det er altid godt at komme hjem til sin klub og hjem til mor! Det var en holdindsats vi leverede og det gik jo godt for holdet. Og det blev jeg selvfølgeligt revet med af, så jeg er glad for oplevelsen," siger Energy-backen Anders Krogsgaard og fortsætter:
"Det er altid fedt, at få lov til at spille sådanne kampe, hvor det rigtigt gælder, men vi stod sammen som hold, leverede et godt resultat og det er jeg glad for," siger den 19-årige Anders Krogsgaard, som spillede med det prestigefyldte ”C” på landsholdstrøjen. Det blev i alt til fem kampe for Anders Krogsgaard ved dette års U20-verdensmesterskaber og to oplæg til scoringer.
Cheftræner Mark Pederson ser frem til aftenens kamp:
"Vi fortjente nogle flere point i de foregående kampe. Kampene kunne være gået ”begge veje”. Men da tingene skulle gøres op, fik de et ”forkert” udfald. Jeg mener, at vi gjorde mange ting rigtigt trods nederlagene. Nogle unge spillere hævede niveauet, vore udlændinge leverede varen og målmændene gjorde det godt. Jeg mener, at vi gjorde mange rigtige ting med de midler vi havde at arbejde med i de seneste kampe. Vi skal nu tage det positive med fra kampene omkring jul og nytår, og holdet skal arbejde videre derfra. Vi har behov for, at fastholde motivationen til, hurtigt at komme tilbage på det vinderspor, som holdet har arbejdet så hårdt for at være på indtil videre," understreger canadieren.
Muligheden for at komme tilbage på vindersporet burde absolut være tilstede. I Granly Hockey Arena har vestjyderne i denne sæsonvundet med 7-4 og 9-0, medens det blev til en 4-3 sejr i overtid i Vestfyns Arena. I sidste sæson vandt Energy de fire kvartfinalekampe mod fynboerne og den seneste Odense-sejr over Energy var på 3-2 og daterer sig tilbage til 6. januar. Vindes kampen i Odense vil fynboerne snart skulle skue mere end et år tilbage efter en sejr over Esbjerg.