Bogen vil ikke dø
Mange har det seneste årti spået papirbogens snarlige død, men intet tyder på, at det er ved at ske. Strøgavisen har talt med byens to boghandlere, der begge ser optimistisk på fremtiden. Bogen er en overlever.
Der var en gang, hvor Danmarks Radio, eller Statsradiofonien for de som kan huske længst tilbage, var referencerammen for mange pausesnakke på jobbet. I dag kan hovedparten af danskerne se mere end 30 kanaler, så hvad snakker vi om i pauserne? Mange af os snakker om bøger: krimier, biografier eller kogebøger, lyder det fra byens to boghandlere.
"Ja, der er ingen tvivl om, at det seneste årtis bølge af gode, læseværdige krimier har gjort rigtig meget for læselysten herhjemme. Men interessen for biografier og historieske bøger er også støt stigende, og det tror jeg, udspringer af netop krimibølgen. Folk har fået smag for bøger, har fået øjnene op for, hvad bøgerne kan," siger Charlie Jensen fra Arnold Busck i Bryggen.
LÆS OGSÅ: Der skal farver til. Masser af farver
De kendte krimiforfattere sælger, men…
Nyere forfatternavne som E.L. James, J.K. Rowling, Stephenie Meyer, Dan Brown, Jussi Adler-Olsen, Jan Guillou, Liza Marklund og Sara Blædel står i rigtig mange bogreoler. Og der er tilsyneladende plads til flere:
"Lige nu efterspørges især Fifty Shades-forfatterens E.L. James' seneste bog, Grey, og David Lagercrantz' meget ventede fortsættelse af Stieg Larssons fortællinger om Lisbeth Salander. Men også Liza Marklunds Jernblod, der jo er den store finale i Marklunds populære serie om journalisten Annika Bengtzon, er utrolig efterspurgte bøger," fortsætter Charlie Jensen.
Noget tyder dog på, at krimibølgen med de meget store forfatternavne har nået deres højdepunkt – omend at der stadig sælges rigtig mange krimier - men ingen af byens boghandlere ser grund til bekymring.
"Både den mere almindelige skønlitteratur og ikke mindst biografierne har stadigt bedre kår, og hvor krimierne lige nu mister pusten lidt, tror jeg, at netop de andre genrer vil tage over."
"Når vi snakker e-bøger kontra almindelige papirbøger, så tror jeg, at der kommer til at gå generationer, inden e-bogen sender papiret på pension. Hvis nogensinde. Mange mennesker læser begge dele, men det at have en fysisk bog, som du måske lige kan skrive i eller sætte et mærke ved en vigtig passage, er stadig afgørende for rigtig mange. Og det siger jeg, selv om vi jo også sælger e-bøger," lyder det fra Charlie Jensen.
Gode historier og fortællinger med nerve
Hos Bog & Ide i Søndergade oplever Susanne Jensen samme læselyst fra kunderne. Og mange går meget målrettet efter bestemte genrer eller forfattere:
"Det kunderne i stigende grad efterspørger er ”den gode historie”. Noget med nerve i. Velskrevne biografier, måske en dokumentar som Puk Damsgårds ”Hvor Solen Græder' om konflikten i Syrien eller Agnete Friis' ”Blitz”, som er en meget populær socialrealistisk bog."
"Jeg har faktisk selv haft fat i flere af forlagene og sagt, at nu skal vi altså have noget andet end krimier – for folk vil gerne både købe og læse andet end krimierne," fortæller Susanne Jensen.
Selv er hun ikke i tvivl om, hvad den stigende interesse skyldes:
"Vejledning og inspiration. Når byens to sidste boghandlere begge kan melde om stigende salgstal, er det jo ikke fordi, at vi konkurrer med supermarkederne på priserne. Det kan vi ikke. Så er det fordi, at vi kan vejlede og give kunderne inspiration til nye bøger ud fra det de allerede har læst og det de interesserer sig for. Det er boghandlerens berettigelse og styrke, det er her, at vi gør forskellen. For vi læser jo selv bøgerne, og kan gå i dialog med kunderne," pointerer Susanne Jensen.
Billedtekst Charlie Jensen
- Der er ingen tvivl om, at det seneste årtis bølge af gode, læseværdige krimier har gjort rigtig meget for læselysten herhjemme. Folk har fået smag for bøger, har fået øjnene op for, hvad bøgerne kan, lyder det blandt andet fra Charlie Jensen, Arnold Busck i Bryggen.
Billedtekst Susanne Jensen
En ny trend har noget overraskende vist sig på bogmarkedet – malebøger til voksne. - Ja, vi kalder dem nu mindfulness-bøger eller stress af-bøger. For det er blevet både helt legalt og et kæmpe hit for voksne mennesker at bruge tid på at farvelægge eller tegne – selvfølgelig – svære mønstre, forklarer Susanne Jensen, Bog & Ide i Søndergade.
Det var pudsigt
Men midt i interessen for de gode fortællinger og fagbøgernes spændende universer beretter Susanne Jensen også om interesse for en helt anden slags bøger: Malebøger til voksne.
"Ja, vi kalder dem nu mindfulness-bøger eller stress af-bøger. For det er blevet både helt legalt og et kæmpe hit for voksne mennesker at bruge tid på at farvelægge eller tegne – selvfølgelig – svære mønstre. At tegne øger vores evne til at holde fokus, ligesom mange oplever det afstressende. I en verden hvor de fleste af os er ”på” hele tiden – arbejdsmæssigt såvel som privat – er der noget befriende, næsten forløsende ved at koncentrere sig fuldt ud om bare at tegne."
"Og jeg er ikke i tvivl: Du kommer til at finde mange, rigtig mange, af sådanne bøger under juletræet i år," spår Susanne Jensen.