En brændende drøm om fællesskab!

Under overskriften "En Brændende Drøm Om Fællesskab" har RUNE VISKINDE, i hans egenskab af tidligere spejderleder og privatperson, skrevet en kort essayistisk tekst om hans indtryk og tanker i relation til branden nytårsmorgen: Efter de meterhøje flammer i Søspejdernes hytte. 1. januar, kl. 07:30: Mine sidste nytårsgæster tager deres afsked, efter i timevis at have danset sig ind i det nye år. Det er Nørrebro, det er i min lejlighed og det er i lykkelig uvidenhed. 1. januar, kl. 11:15: Jeg åbner Facebook og ser ord i sammenhæng, jeg ikke troede mulig. Hytten. Brændt. En absurd syntaks. 1. januar, kl. 12:10: På Hvidovre Havn. Jeg står sammen med mennesker, jeg holder af. Resterne af et kæmpestort, modbydeligt bål er for vores fødder. Ingen græder. Ingen griner. Der betragtes. Bag resterne af vinduesrammen til køkkenet der engang var, har godtfolk fra Hvidovre vasket op, nogle for første gang i deres liv. Andre indfald om de førstegangsoplevelser, den rygende aske også gemmer på, strejfer i rekordfart min tanker. Der er noget uhyggeligt ved aske, farverne sort og grå. Det er dommedag i lommeformat og efterlader kun fællesskabet. Fællesskab er et vildt ord. 2. januar, kl. 03:20: Nørrebro er mere stille end ellers fredag nat. Hos søspejderne leder unge, de unge. Derfor er jeg i dag tidligere leder, i en alder af blot 26 år. Jeg er pensionist så at sige, man er vel ikke 17 år længere. Yngre kræfter har for længst taget over. Derfor er branden selvsagt et hårdt slag for de unge i Hvidovre. Det tog kun et par timer at brænde det ned, man har bygget op igennem mere end 50 år. 4. Hvidovre Sø er reduceret til en samling mennesker med en ide. En ide om havet, humor, lederskab, fællessang, kærlighed, udlængsel og hjemve. Noget som ord, har svært ved at gabe over. Et nytårsønske til Hvidovres borgere og politikere: Støt, bak op, giv en hånd og et skulderklap. Giv søspejderne de bedste muligheder for igen at sprede sejlads, liv og humør på Hvidovre Havn.