Rasmus Bjerg er Årets Koldingborger
Skuespilleren Rasmus Bjerg blev fredag eftermiddag udnævnt til Årets Koldingborger. Det blev han ved Business Koldings årlige nytårskur på Scandic Hotel.
Rasmus Bjerg er opvokset i Vester Nebel, og han betrådte sine første skrå brædder på Dronning Dorothea Teatret, inden han forfulgte drømmen om at blive professionel skuespiller.
Derfor har netop opvæksten på Koldings teaterscener haft meget stor betydning for Rasmus Bjerg.
"Det er jo her, jeg er formet. Kolding har givet mig det kulturelle fundament, som jeg står på i dag. Jeg trådte mine barnesko i Dronning Dorothea Teatret, som var en vældig fin forening for sådan nogle teatertosser som mig, og det er jo indirekte derfor, jeg gør det, jeg gør i dag. Det betyder meget," fortalte Rasmus Bjerg til Lokalavisen.
Prisen som Årets Koldingborger gav således også stof til eftertanke for skuespilleren, som for længst er flyttet væk fra hjemstavnen.
"Jo ældre man bliver, søger man ofte tilbage - om ikke andet i tankerne - til det man kommer af og reflekterer over det. Det betyder faktisk mere og mere for mig, hvad jeg kommer af," konstaterede Rasmus Bjerg.
Tjek også videoen her, hvor Rasmus Bjerg fortæller om Koldings betydning for hans karriere.
Ærespris til grevepar
Ud over prisen til Årets Koldingborger blev der også uddelt ekstraordinær hæder. Den tilfaldt greveparret Grev Ingolf og Grevinde Sussie, som var blevet lokket til Scandic Hotel under forudsætning af, at de skulle uddele prisen til Årets Koldingborger.
I stedet kunne borgmester Jørn Pedersen overraske greveparret med en pris som Hædersgæst i Kolding for deres store velvillighed til at deltage i en masse af kommunens arrangementer og være med til at skabe opmærksomhed om kommunen, selv om parret reelt set ikke bor i Kolding Kommune. De bor på godset Egeland ved Egtved.
"Det var virkelig en overraskelse. For mig er det lige så stort, som dengang jeg fik en medalje af Dronningen. Det er altid dejligt at få anerkendelse, men det er jo vores pligt og vores arbejde. Men det er jo skønt, at man ofte bliver inviteret til arrangementer, hvor der en masse glade mennesker," sagde greveparret.
Grev Ingolf har rundet de 75 år, men parret har dog ingen planer om at skære ned på antallet af arrangementer eller lade sig pensionere.
"Nej, pension kan der ikke blive tale om. Pension det dør man af. Det går ikke, at man går hen og bliver for magelig," sagde Grevinde Sussie med et smil.