Kom så, Mulle, spis skovsneglen!
Bjarne Reuter med på ideen om en voksenversion af ”Zappa” på Teater Vestvolden
“Zappa” er den første danske teaterversion af den klassiske ungdomsbog. Men på Teater Vestvolden har man som sædvanlig valgt et overraskende og anderledes greb, som twister den velkendte historie. Teaterforestillingen “Zappa” handler nemlig om de tre drenge Bjørn, Mulle og Steen, der mødes igen - men som voksne. - “Zappa” er en bog, der ramte mig, da jeg læste den som ung. Jeg er selv fra Brønshøj, så det var genkendelsens glæde og smerte. Historien er fortalt med stor kærlighed mellem de tre barndomsvenner. Derfor mente jeg, at det kunne være spændende at se, hvordan det var gået de tre drenge, siden vi slap dem på bogens sidste sider. Og heldigvis var Bjarne Reuter med på projektet, siger teaterchef Stephan Pollner om baggrunden for hans idé om den første danske dramatisering af “Zappa”, hvor vi møder de tre venner igen - men som modne mænd midt i livet. De tre drenge spilles af en trio af landets bedste mandlige skuespillere i skikkelse af Bjarne Henriksen, Ulver Skuli Abildgaard og Morten Hauch-Fausbøll. Handlingen foregår dels i 60’erne, da drengene var 13-14 år, dels i dag, hvor de er blevet voksne. Men selv om barndommen ligger bag dem, er det stadig historien om dengang, der er i centrum. Med samme følelse af, at livet er svært og uoverskueligt og til tider ensomt. - Vi har alle været der og kan genopleve, hvordan vi holdt vejret, hvordan vi var med i pinlige episoder, som vi gerne ville lægge bag os. Men som ikke desto mindre har været med til at forme os. Kan vi bruge de erfaringer konstruktivt, er der også håb for os. Når vi er ældre. Når vi er unge, siger teaterchef Stephan Pollner. Alle højdepunkterne er der fra rovfisken i akvariet til rokokopuden og skovsneglen, når de tre mænd ser tilbage på det, de oplevede sammen, deres venskab og familier og frem til nu. Langsomt må de sande, at der er oplevelser, man måske aldrig vokser fra. Zappa er en populær familieforestilling for publikum i Hvidovre, og flere forestillinger meldes allerede udsolgt. Teater Vestvolden har derfor besluttet at forlænge spilleperioden, så den løber frem til 29. marts. Zappa kan ses på Teater Vestvolden i Hvidovre fra 16. februar. Billetter på teatervestvolden.dk -