Påkørte bilist, der brokkede sig over opførsel
Danni Paulsen
Sindet var mandag i kog hos en bilist, der ikke brød sig om, at få påtalt sin opførsel.
Omkring 15-tiden var en ukendt bilist tæt på at køre en fodgænger ned i fodgængerfeltet ved Ørbækvej i Odense SØ.
Det fremgår af Fyns Politis døgnrapport.
Bilisten mente tilsyneladende, at fodgængeren havde skyld i, at denne var tæt på at blive påkørt, for bilisten holdte ind til siden og begyndte at råbe af fodgængeren.
Det var ikke på sin plads, mente en anden medtrafikant, der derfor brokkede sig over bilistens opførsel.
Det blev bilisten øjensynligt så sur over, at han valgte at køre direkte ind i medtrafikantens passagerdør, hvorefter han kørte fra stedet.
Der skete heldigvis kun materiel skade i form af en bulet og ridset bildør.