Hvem forsøgte at stjæle katalysatoren?
Onsdag morgen modtog politiet en anmeldelse om forsøg på tyveri fra en personbil.
Bilen, en Citroën Berlingo, holdt parkeret på en offentlig parkeringsplads på Nygade i Ribe, og ejeren af bilen fik sig lidt af en overraskelse, da han kom ud til sin bil. Her var to mænd i gang med at skære udstødningsrøret af bilen, og de havde blandt andet sat en donkraft under bilen og brugte en vinkelsliber.
De to mænd skyndte sig at køre væk i deres bil, da ejeren ville have en forklaring på, hvad de lavede ved bilen. Gerningsmændene beskrives begge som:
• 30-35 år
• 175-180 cm høj
• Spinkel af bygning
• Mørkt tøj
• Kørte i en ældre stationcar som var mørk i farven.
Tyveriforsøget skete tirsdag den 5. januar kl. 17.20, og ejerens mekaniker har efterfølgende fortalt, at han mener, at gerningsmændene har skåret i udstødningsrøret for at få fat i bilens katalysator.
Har du set noget, kender eller genkender du gerningsmændene, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.