Fortsæt til indhold

Dit arrangements-forår på bibliotekerne

Arkiv
Arkiv

Nu går det løs!

- Vi har lige rundet det nye år, og så brager det løs med arrangementer på bibliotekerne i Hvidovre, advarer bibliotekar og arrangementskoordinator Claus Rosenblad. Advarslen er naturligvis ironisk ment, for der er lutter gode oplevelser at hente på kommunens biblioteker til foråret! Det dygtige personale på Avedøre Bibliotek og Hovedbiblioteket har planlagt det flotte arrangementsprogram, som nu ligger til fri afhentning. - Bibliotekernes store fordel er, at vi har noget for enhver smag og enhver alder, fortsætter han, og ganske rigtigt, når man kigger i det kommende program, får man straks det indtryk. Der er virkelig alt lige fra børneteater, kurser, kunstudstillinger og filmforevisninger til forfatteraftener, loppemarkeder og koncerter. Der er både kendte og mindre kendte foredragsholdere såvel som populære og knap så populære emner. For eksempel får bibliotekerne besøg af velkendte navne som Lotte Heise, Sebastian Klein og storvildtjægeren Freddy Wulff men også af de mindre kendte såsom forfatteren Jesper Bugge Kold, Shakespeare-eksperten Arne Katholm og farve- og stilkonsulenten Marianne Møbius.

Herfra til mælkevejen

- Alt det med universet og rumrejser er meget populært lige for tiden, understreger Claus Rosenblad. Af samme årsag har bibliotekerne lavet en række arrangementer omkring dette emne i april måned, som de kalder “Herfra til mælkevejen”. Så i løbet af forårsmåneden kan børn og voksne komme hen på biblioteket og få deres lyst stillet, hvis de interesserer sig for astronomi. Der vil både være workshops, udstillinger og foredrag om emnet. - Men kom og tag en arrangementskalender med hjem og få et forkromet overblik over hele foråret, opfordrer Claus Rosenblad afslutningsvist og fortæller, at man desuden kan finde kalenderen på bibliotekernes egen hjemmeside eller holde sig opdateret via Facebook.