Fortsæt til indhold

Sådan gør de i Børneinstitutionen Krogstenshave

En midlertidig løsning, hvor de største skal igennem et forløb på Musikskolen, vil betyde, at institutionen oplever at en kommende udvidelse på to stuer bliver lettere, fordi mange børn allerede er indskrevet, mener dagtilbudschef

Arkiv
key

Hvad indebærer “et forløb på Musikskolen”? - Et forløb på Musikskolen betyder, at de aktiviteter, som ellers skulle være foregået i storegruppen/skolegruppen henlægges til Musikskolen, fortæller Susan Bjerregaard, der er Familie- og Dagtilbudschef i Hvidovre Kommune. Hun tilføjer, at der med oprettelsen af storegruppen, pædagogisk set vil knytte sig overvejelser til, hvordan man sikrer, at børnene får en god overgang fra daginstitution til skole. - Institutionen ser det som en pædagogisk mulighed, hvor de kommende skolebørn kan få nogle andre udfordringer, end der ellers er mulighed for. Dagen starter med at gå en tur, hvilket styrer børnenes motorik, samtidig med at børnene kan blive fortrolig med trafikken, hvilket er en stor fordel i forhold til, at børnene snart skal i skole. De store børn får ligeledes mulighed for at lave aktiviteter sammen, på tværs af de stuer de tidligere har gået på og får på den måde mulighed for at knytte nye kontakter, til børn de skal gå i skole med. Da børnene blev orienteret om forløbet var det et barn der udtrykte at “det er ligesom at være på koloni hver dag”. Der kunne sagtens nævnes flere ting, men det er et lille uddrag af de pædagogiske overvejelser, fortæller Susan Bjerregaard. I følge Susan Bjerregaard er personalet i Børneinstitutionen Krogstenshave desuden glade for den mulighed, som brugen af lokalerne på Musikskolen giver dem. - Personalet i Krogstenshave er kendt for en kreativ tilgang til det pædagogiske arbejde og er meget begejstrede for den mulighed projektet giver dem for at lave et anderledes forløb for skolebørnene. Forældrebestyrelsen bakker ligeledes op om projektet. Fra forvaltningens side har vi stor tillid til institutionens vurderinger i forhold til den pædagogiske tilrettelæggelse og bakker derfor også op om projektet, siger Susan Bjerregaard. Hvilke lokaler på Sønderkærskolen er der tale om? - Der er tale om tre sammenhængende lokaler på Musikskolen, som ligger i sammenhæng med Billedskolen. Lokalerne er tidligere blevet brugt til at genhuse Børnehuset Cirklens børnehavegrupper, da Cirklen i foråret 2015 fik en stor vandskade, siger Susan Bjerregaard. Hvad betyder det for børn/forældre for den specifikke gruppe i forhold til aflevering og afhentning? - For at bevare tilknytningen til Krogstenshave har ledelse og personale valgt, at børnene afleveres og afhentes i de vante omgivelser. Dette af hensyn til de børn, som har mindre søskende i institutionen. For at sikre den bedste normering er der aftalt fast tidspunkt morgen og eftermiddag, hvor der skal afleveres inden og afhentes efter, hvilket også sikrer den bedste planlægning omkring aktiviteterne. Der vil dog være mulighed for at aftale individuelle løsninger ved behov, siger Susan Bjerregaard.

Så mange børn tager institutionen

I perioden februar-april indskriver institutionen fire vuggestuebørn og 11 børnehavebørn ekstra. Til trods for, at langt flere børn end vanligt vil have deres gang i Børneinstitutionen Krogstenshave, mener Familie- og Dagtilbudschefen ikke, at der er noget negativt at sige om den løsning, som man har valgt. - Som udgangspunkt er der ikke nogen ulemper, da institutionen betragter det som en stor mulighed for at give storegruppen andre og nye udfordringer til gavn for deres skolestart. For de nye børn er det en fordel, at de kan starte tidligere i deres ønskede institutionen. Størstedelen af de ny børns forældre har ventet meget længe på at få deres børn i Krogstenshave, siger Susan Bjerregaard. Hun mener desuden, at det er en fordel for institutionen, at kunne modtage flere børn nu, fordi der alligevel skal tages flere børn ind i forbindelse med udbygningen til to ekstra stuer. - Det er også det pågående byggeri, der gør, at det ikke vil være muligt at indskrive børn i Krogstenshave i månederne op til 1. maj, hvis den alternative løsning med Musikskolen ikke var fundet. Det er ligeledes en fordel for de nye børn og forældre, da Krogstenshave kan tilbyde en stille og rolig indkøring hen over feb-april, frem for hvis alle børn starter på en gang til 1. maj, siger Susan Bjerregaard.