Falske hjemmehjælpere i Sønderborg
Sønderborg Kommune advarer mod falske hjemmehjælpere
Der er igen falske hjemmehjælpere på spil i Sønderborg Kommune.
To gange har personer, der udgav sig for at være fra kommunens hjemmepleje, forsøgt at komme ind til borgere under påskud af at skulle gøre rent.
De pågældende borgere var dog opmærksomme og undlod at lukke dem ind.
Sønderborg Kommune opfordrer nu ældre borgere til at være på vagt, når hjemmeplejen kommer på besøg.
"Den bedste måde at undgå falske hjemmehjælpere på, er ved at sikre sig, at medarbejderne har ID-kort og bærer vores uniformer. Det er især vigtigt, hvis der kommer en ny hjemmehjælper, som man ikke kender. Alle vores medarbejdere kender problemet med de falske hjemmehjælpere, og er helt indforstået med denne ekstra sikkerhedsforanstaltning," siger hjemmeplejechef Charlotte Gjørup, Sønderborg Kommune.