Næppe serie-brandstifters værk
De seneste to nætter, har der været sat ild til en godt to en halv meter lang stålcontainer på Heliosvænget i Odense SV.
Begge gange er ilden blevet slukket, uden det store postyr.
Selv om flammerne ikke har fået fat i andet end containeren, har det dog ikke været helt ufarligt, forklarer vagtchef Mie Brøchner til Lokalavisen Odense.
"Det er i nærheden af bebyggelse og med fare for, at den kan sprede sig til bygninger, så helt ufarligt er det ikke. Der er jo altid fare for, at sådan noget kan udvikle sig," siger hun.
De to brande er opstået i samme område, som serie-brandstifteren, som politiet er i intensiv jagt efter, har huseret i.
"Vi er selvfølgelig opmærksomme på, at det er sket i samme område, hvor der har været mange brande, men koblingen til brandstifteren vil jeg ikke lave. Der skal du snakke med Henrik Justesen, som efterforsker den sag," fortæller Mie Brøchner.
Han fortæller, at man undersøger sagen, men at det er alt for tidligt at konkludere, om det er en sammenhæng eller ej.
"Det kan jeg ikke sige. Hverken om der er en kobling, eller om der ikke er en kobling. Vi kigger lidt på, hvad det er. Brandene kan være påsatte, men det kan også være, der uforvarende er blevet hældt noget i containeren, som har skabt dem. Vi ved godt, det er i det samme område, men vi er ikke gået ud med noget, fordi vi er lidt usikre på, hvad der egentlig er tale om," siger Henrik Justesen.
Han hælder dog til, at der ikke er tale om serie-brandstifteren, da fremgangsmåden minder meget lidt om de brande, han menes at stå bag.
"Der er ingen grund til at skabe frygt, når vi ikke ved, hvad det er. Jeg kan aldrig lægge hovedet på blokken, men lige nu har jeg umiddelbart svært ved at se, at samme person skulle stå bag," siger han og uddyber:
"Når man stikker hovedet ind i den store container, så er der ikke noget, der lugter af benzin eller lignende. Og der er ikke tale om sådan en mindre, grøn affaldscontainer, som brandstifteren tidligere har kørt op til bebyggelse og sat ild til."