Farvel til Flaske-Per
Et kendt ansigt i Hvidovres bybillede er gået bort
I midten af december døde han, kun 69 år gammel, efter længere tids sygdom og en indlæggelse. Per Christiansen havde en hjerneskade, der var udløst af, at han fik for lidt ilt under fødslen. Hans familie tog sig dog godt af ham og indtil slutningen af 1980'erne boede han hjemme hos sin mor. Hans niece, Anne Mette Christiansen, var den i familien, der de sidste 5-6 år tog sig af de praktiske sager for Per Christiansen. - Min farmor (Pers mor, red.) passede ham jo helt vildt godt, mens han boede hjemme. Så vi vidste slet ikke, at han faktisk kunne klare rigtig meget selv. Men det fandt vi ud af, da min farmor døde og Per flyttede i i lejlighed på Gurrevej, fortæller Anne Mette Christiansen. Flaske-Per var dog fortsat tæt knyttet til sin familie, og blandt dagens ture på cykel var det fast rutine, at besøge lillebror og hans familie (Anne Mette Christiansens mor og far, red.).
Stort netværk
I mange år cyklede Per Christiansen rundt på sin Long John og samlede flasker. Han havde desuden aftaler med en række Hvidovreborgere, som han hentede morgenbrød og avis til. I lejligheden på Gurrevej havde han hjemmehjælp og i løbet af ugen lagde han også ofte vejen forbi et beskyttet værksted. Dertil holdt han de mange kontakter i Hvidovre godt ved lige. - De sidste 5-6 år er det mig, der har stået for hans regninger og den slags, men der var også andre, der hjalp ham. F.eks. cyklede han ned til cykelforretningen på Hvidovrevej, hvis der var kommet noget andet post, som han skulle have ordnet, fortæller Anne Mette Christiansen. Per Christiansen havde f.eks. et SOS-barn og et abonnement på et ugeblad, selv om han ikke kunne læse. Og de lokale kontakter og de tætte bånd med familien får niecen til at beskrive Per Christiansens liv som godt, selv om han de sidste par år havde problemer med helbredet og derfor måtte holde op med at cykle rundt i Hvidovre. - Han sad jo også hver weekend på Johnnys helt til kl. 5 om morgenen og drak sin sodavand, og det accepterede folk uden problemer, slutter Anne Mette Christiansen.key