Det var godt at møde andre forældre - uden fordømmelse
Mor til hash-rygende dreng anbefaler Pulsens forældregruppe
Sådan siger Tina her fra Hvidovre (navnet er opdigtet, red.), der er mor til Alexander (navnet er opdigtet, red.). Hun oplevede henover et års tid, hvordan hendes søn kom i et dårligt selskab og begyndte at ryge hash og på et tidspunkt røg hver eneste dag og ikke var i stand til at passe sin skole. - I den periode var jeg desperat, men jeg famlede i blinde med, hvad man skal gøre som forælder, fortæller Tina, der var meget opsøgende bl.a. på nettet. Sønnen hash-misbrug kulminerede da han som 15-årig begik et røveri sammen med en jævnaldrende pige. Anholdelsen og det korte ophold i fængsel fik den 15-årige til at skifte spor. Den 15-årige Alexander havde på det tidspunkt allerede haft en sagsbehandler og en kontaktperson i kommunen i et års tid. Begge arbejdede hårdt på at hjælpe familien. Efter røveriet kom han i misbrugsbehandling hos Pulsen. I samme omgang fik hans mor tilbud om at deltage i en forældregruppe: - I starten føler man, at man bliver dømt af andre. Man magter ikke at høre på små bemærkninger og at møde andre forældre og se deres øjne, fortæller Tina, der oplevede Pulsen som et godt supplement til den hjælp hun og hendes søn i forvejen fik: - Når du kommer op til Pulsen, ser du, at det er ganske almindelige forældre, der sidder dér. Det kan ske for alle. Det behøver ikke at være sociale belastede familier. Én af de ting Tina fik ud af møderne i forældregruppen hos Pulsen var et håb: - Noget af det bedste var nok den der statistik. Man har nok lidt brug for at høre, at det kan lade sig gøre, at de slipper det - at det er en fase, de skal over. Tina oplevede også, at det havde en virkning på Alexander, at han mødte op til samtaler hos Pulsen, hvor han bl.a. fik en viden om, hvad hashrygningen gjorde ved hans krop og hans hjerne. - De bliver en anden person, når de ryger hash. Det er som om de går i stå. Og som forælder frygter man bare, at de en dag begynder at tage hårdere stoffer. Så galt gik det ikke for Alexander, der i dag ikke længere ryger hash dagligt og igen er kommet på skolebænken. Det dårlige selskab har han droppet.