Kvinde snuppet gentagne gange for butikstyveri
AF Anne Andersen
Det var ikke første gang, og måske heller ikke sidste gang, da en 44-årig kvinde torsdag blev taget i at forsøge at stjæle tøj fra en butik.
Denne gang gik det ud over H & M i Storcentret, men kvinden blev standset af en butiksdetektiv, da hun forsøgte at stjæle tøj til en værdi af 1300 kroner.
"Politiet blev tilkaldt, og da man efterfølgende får hende slået op i vores register, viser det sig, at det langt fra er første gang, hun begår den slags kriminalitet, så hun fik en nat i arresten og jeg forventer, at hun bliver fremstillet i grundlovsforhør her til morgen", forklarer Karsten Andersen fra lokalpolitiet i Kolding.
Kvinden var sammen med to andre, da hun forsøgte at stjæle tøjet, de to blev løsladt med det samme.