For ung til kræft
Foredrag i Hvidovre Kirke om at bevare håbet i et sygdomsforløb
Mette de Fine Licht fortæller, hvordan hun som 16-årig fik konstateret en sjælden type kræft i benet. Den ene dag var hun en livsglad teenager; den næste var hun dødssyg. Imens vennerne festede sig igennem gymnasiet, kæmpede Mette med kemo, kræft og konstant kvalme og med at være skaldet. For dét var næsten det allerværste for teenagepigen … Men Mette lod sig ikke knække. Hun købte en paryk, begyndte i 1.g og gjorde alt for at leve en så normal teenagetilværelse som muligt. I sit foredrag fortæller Mette hele sin historie fra sygdommens allerførste symptom til det at vende tilbage til livet efter sygdommen, som Mette gjorde for 12 år siden for fuld styrke på trods af store ar på krop og sjæl og en metalprotese i det ene ben. Alligevel har hun formået at skabe sig det liv, hun altid har drømt om. Alle er velkomne til foredraget.