Kamppause har gjort godt for Team Esbjerg-truppen
Tavlen er visket ren efter sæsonens første liganederlag, og Team Esbjerg glæder sig til at spille om nye point i udekampen mod SønderjyskE lørdag eftermiddag.
"Vi er blevet en erfaring rigere, vi er videre og glæder os til at komme i gang igen efter 10 dages kamppause. Alle er friske, vi har haft gode træningspas, og vi har haft mulighed for at fylde lidt på fysikken," siger Team Esbjerg-cheftræner Lars Frederiksen.
Nederlaget til Silkeborg-Voel KFUM er for længst bearbejdet, og med udgangspunkt i en sikker andenplads i Primo Tours Ligaen stiler Team Esbjerg fortsat efter at sikre sig den direkte vej til semifinalerne til foråret.
Filippa Idéhn, der vrikkede om på en fod under opvarmningen til kampen i Silkeborg og måtte opgive at spille, er klar til indsats, og de to nye mødre, Ida Bjørndalen og Ulrika Ågren, træner for at nå deres tidligere niveau.
"De træner rigtig godt med, men de kommer ikke med, før Lars Krogh og jeg vurderer, at de er 100 procent kampklar, og det er ikke i morgen. De skal først bestå nogle fysiske test, inden vi sender dem i ringen," siger Lars Frederiksen.
SønderjyskE har fire tidligere Team Esbjerg-spillere med topscorer Susanne Madsen i spidsen i truppen, men har endnu ikke fået point i ligaen. Susanne Madsen ligger med 89 mål placeret på fjerdepladsen på ligaens topscorerliste, en plads foran Estavana Polman.
"SønderjyskE har flere gode spillere, heriblandt flere tidligere Team Esbjerg-spillere, og nogle gange er det godt at gå efter mere spilletid i en anden klub. Susannes skifte var det rigtige for hende, og det glæder mig, at hun nu er blevet en profil. SønderjyskE har ikke fået point endnu, men har udfordret og spillet lige op med flere hold på hjemmebane, senest SK Aarhus, som holdet længe førte imod. Så vi undervurderer dem ikke," siger Lars Frederiksen.
Team Esbjergs trup til kampen i Primo Tours Ligaen mod SønderjyskE lørdag den 23. januar kl. 15.00 i Aabenraa Idrætscenter:
Målmænd: Emily Stang Sando og Filippa Idéhn
Venstre fløj: Susanne Kastrup Forslund og Maria Mose Vestergaard
Højre fløj: Maibritt Kviesgaard og Tove Seest
Streg: Rikke Zachariassen og Stine Bodholt Nielsen
Bagspillere: Laura van der Heijden, Estavana Polman, Jenny Alm og Betina Riegelhuth.