Flere knytnæver delt ud i det lokale natteliv
Politiet har optaget flere voldssager i løbet af weekenden
Politiet i Varde betegner weekenden som forholdsvis stille og rolig. Alligevel fylder et par voldssager lidt i døgnrapporten.
Den første er noteret natten til lørdag kort efter kl. 01.00, da en 16-årig ung mand slår en anden 16-årig mand med knytnæve. Episoden finder sted på Havanna i Varde, da der som følge af nogle uoverensstemmelser mellem mændene opstår slagsmål.
Det lykkedes politiet at få fingre i den unge gerningsmand, der nu er sigtet for sin ugerning.
Lørdag morgen kl. 05.39 var den så gal på Nørre Allé i Ølgod, hvor en 20-årig mand blev slået i ansigtet med en knyttet hånd af en yngre gerningsmand, som politiet endnu ikke har fået kløerne i.
Samme nat blev også en 20-årig kvinde fra Esbjerg udsat for vold i Søndergade i Ølgod. Hun fik to knytnæveslag i ansigtet.
Endelig sigtede politiet også to personer efter restaurationsloven natten til søndag, da de røg i slagsmål på Havanna i Varde. Den ene unge mand er fra Esbjerg mens den anden har hjemme i Ølgod.