- Selvfølgelig skal hun bo hos mig!
Lotte Heise gæster Hvidovre Hovedbibliotek
Det sker, når Lotte Heise på næste torsdag den 28. januar kommer og fortæller om sin bog: “Selvfølgelig skal hun bo hos mig.” En personlig beretning om hendes mor, der i 2011 fik en blodprop, hvilket resulterede i lammelse af den højre side af kroppen samt afasi, så hun fik svært ved at udtrykke sig. Lotte handlede hurtigt og lejede et hus, hvor hun selv, hendes børn og moderen kunne bo. Sådan har de boet lige siden, og selvom det har været en hård kamp, har de fået det til at fungere. Lotte Heise er som bekendt et varmt og sprudlende bekendtskab og som den fantastiske foredragsholder, hun er, fortæller hun både indlevende og personligt om de udfordringer og glæder, der følger med at leve sammen med sin syge mor. Arrangementet finder sted i Medborgersalen torsdag den 28. januar kl. 19.00, og koster 65 kr. inkl. billetgebyr via Billetlugen eller på bibliotekerne i Hvidovre. Billetsalget starter torsdag den 14. januar.