Hvidovres mand i Paris

- Der er pt. ca. 25.000 medlemmer af organisationen, der bl.a. opkøber el hos de rundt regnet 50 folkeejede elproducenter i Frankrig. Købet af el sker på medlemmernes vegne og sælges til medlemmerne. Medlemstallet i Enercoop stiger kraftigt, fordi der i den franske befolkning er øget fokus på vedvarende energi i stedet for den altdominerende atomsektor, og fordi Frankrig som mange andre europæiske lande har en struktur, hvor få og store privatejede energiselskaber råder over energiforsyningen, hvilket mange gerne vil væk fra. En støtteorganisation til Enercoop, kaldet Les Amis d’Enercoop, har en særlig rolle at udfylde over for især de økonomisk dårligst stillede i det franske samfund. Formanden Anne Bringault fortalte mig, at ca. 11 mio. franskmænd lider under “energifattigdom”, hvilket betyder, at de ikke får tilstrækkelig energiforsyning til deres husholdning som f.eks. varme. Det kan skyldes dårlig bygningsstandard, dyr energi og/eller manglende økonomiske midler. Støtteorganisationen anmoder medlemmerne af Enercoop om at give 1-5 cents ekstra pr. kWh, som de køber. De ekstra beløb går til støtteorganisationen, der anvender pengene til energirådgivning, energiforbedring eller køb af energiinstallationer, der gør energien billigere for de berørte husstande. Organisationen udfører et prisværdigt socialt arbejde i energiforsyningens navn...

En speciel oplevelse

- Min tur til Paris startede kl. 4 om morgenen med afgang fra Kastrup ved 7-tiden. Selv for Air France var det tidligt, så alt lys i flyet var sat på vågeblus, så passagererne kunne få sig en ekstra lur under den to timer lange flyrejse. Eller måske minimerede Air France blot CO2-udslippet i tråd med COP21-intentionerne, selv om en flyvetur ikke er særligt CO2-besparende.. Jeg kom tidligt til Bourget, hvor klimaforhandlingerne foregik. Der var sikkerhedsfolk overalt, men alle viste venlighed og imødekommenhed, som gjorde opholdet behageligt trods skydevåben af alle kalibre. Ved kontrolposten skulle jeg identificere mig og informere om mine gøremål, hvorefter jeg fik udleveret en særlig adgangsbadge. Jeg fik lov til at passere sikkerhedszonen ind til græsrøddernes område, inden dørene blev åbnet for publikum. Det var en speciel oplevelse at gå næsten alene rundt i udstillingsområderne, men det gav et glimrende billede af arrangørernes minutiøse planlægning af alle detaljer. Lad mig nævne en lille detalje med en stor virkning: I stedet for plastikkrus til drikkevarer blev der udleveret en genbrugsflaske med en indlagt navneseddel i flasken, fremstillet på foranledning af Paris’ vandforsyningsselskab. I løbet af dagen viste flaskens effekt sig ved at der ikke lå krus spredt rundt i området, og alle kunne finde deres vandflaske. Så var der de deltagere, som havde svært ved at tro på, at de kunne fylde flasken og drikke vandet direkte fra vandhanerne. Præcis kl. 10.30 åbnede sikkerhedssluserne og folk stod i alenlange køer for at komme ind i udstillingsområdet..

Dagens største bifald

- Vores 2-timers konference blev holdt i Nelson Mandela-salen (et godt navn for de afrikanske lande og resten af verden, og som viser, hvordan franskmændene arbejder internationalt) med plads til 350. Da vi startede præcis kl. 11 var salen fyldt til randen med mere end 350 deltagere fra mange lande. Vi var tre repræsentanter for folkeejede energiselskaber i Danmark, England og Spanien, en borgmester fra Holland, en sociologiprofessor fra universitetet i Paris, en repræsentant fra EU-Kommissionen, en fransk generaldirektør for energi m.m., direktøren fra EU’s miljøagentur i København og en repræsentant fra Greenpeace, der alle skulle give deres synspunkter på borgeres deltagelse i energiforsyningen. Undervejs blev det som noget usædvanligt bemærket, at Danmarks regering havde nedsat CO2-målene. Det kan godt være, at vi ikke længere ligger i toppen af listen over de lande, der gør noget ved CO2-udslippet, men til gengæld ligger vi i absolut førerposition, når vi taler om befolkningens engagement og kontrol med energiforsyningen. Alene i Hvidovre har vi et folkeejet vindmøllelaug samt flere forbrugerejede fjernvarmeselskaber, der er undergivet forbrugernes kontrol. Det er en tradition for lokal energiforsyning, som mange andre landes borgere misunder os og har svært ved at forstå, fordi den er udtryk for et direkte “energidemokrati”, hvor borgerne/forbrugerne har kontrol over energiforsyningen og dermed en vigtig post i husholdningsregnskabet. Efter to timers debat og mange spørgsmål, også om den danske model, åbnede døren sig med et hav af sikkerhedsfolk og journalister. Det var den franske økologi-, bæredygtigheds- og energiminister Ségolène Royal, der trods de igangværende forhandlinger mellem alle FN-lande gav sig tid til at afslutte vores session. Hun holdt en halv times brandtale om arbejdet med at engagere verdens befolkning i CO2- og energispørgsmål og om de igangværende forhandlinger. Hun sluttede af med at oplyse, at der kom en Paris-aftale, men selv om ikke alle ville være lige tilfredse med aftalen, så var den en ny begyndelse for en fælles holdning til klimaproblematikken. Hun høstede dagens største bifald. Herefter var der closing-cocktail med mulighed for nærmere samtaler mellem deltagerne i mødet. Det blev til mange udvekslinger af visitkort, men især en talskvinde fra New York printede sig på nethinden, fordi hun omdelte personlige badges med forskellige motiver af klimaproblemer på det amerikanske kontinent. Hun ville gerne have en folkeejet havvindmøllepark ved Manhattan, men det var nok ikke muligt at få finanssektoren og newyorkerne interesseret i sådan et projekt - hvem ved… Det var mærkbart, at hele området sydede af en fornemmelse af, at det omsider ville lykkes at få en klimaaftale i hus. Hjemme igen kl. 22... COP21 er overstået, og alle deltagere er returneret til deres lande, vel vidende at der er præsteret et godt stykke arbejde, ikke mindst af franskmændene. Erik Christiansen, formand for Middelgrundens Vindmøllelaug, bestyrelsesmedlem i Hvidovre Vindmøllelaug og Københavns Solcellelaug samt direktør for EBO Consult A/S.