Fortsæt til indhold

Kom og vær med til at fejre jubilæum med sniksnak

Pecha Kucha Night Esbjerg giver stof til eftertanke for 10. gang

Arkiv
Arkiv

Vil du inspireres, undres, horisontudvides og glædes, så kom med til Pecha Kucha Night #10 på Huset i Finsensgade 1 i Esbjerg den 3. februar kl. 20.00.
Pecha Kucha er japansk for 'sniksnak', og går ud på, at en række mennesker får mulighed for at fortælle de fremmødte gæster om lige præcis dét de brænder for. Det kunne være et projekt, en idé, tanker, oplevelser, viden eller kunnen.
Publikum får som lytter en ordentlig mængde koncentreret inspiration og et lynindblik i fortællernes verden – fortællerne har nemlig kun 20 elementer – typisk PowerPoint slides, der hver vises i 20 sekunder - altså alt i alt 6 min og 40 sekunder.
På jubilæumsaftenen får publikum blandt andet mulighed for at høre lige fra Urban Jyden fortælle om byen som han ser den, Karin Schwartz om at være den bedste udgave af sig selv til Christel Seyfarth om at komme fra en nørdet idé til eksport-succes.
Den første Pecha Kucha Night blev afholdt i Tokyo i februar 2003 som et arrangement, hvor unge designere kunne mødes, netværke og vise deres arbejde offentligt. I dag afholdes der Pecha Kucha Nights i mere end 600 byer verden over, et kæmpe netværk for kreativ inspiration. Den første Pecha Kucha Night i Esbjerg var i september 2013, og den 3. februar kl. 20.00 åbnes dørene til brag af et jubilæum, da det er 10. gang.

oplægsholdere til PKN#10:
René Holm: Olie på lærred
Lasse D. Hansen: Musikken har ordet
Urban Jyden: Byen som jeg ser den
Rolf Andersen Meier: Memo
Christel Seyfarth: Strikkefestival – fra nørdet idé til eksport-succes
Thomas Wiborg: Beachhead
Karin Schwartz: Vær den bedste udgave af dig selv
Nicolai Kubel: Udsat for kunst
Radio Victoria