Danmarks stærkeste kvinde byder indenfor i ny spillehal
Der er døgnåbent og hyggelige omgivelser hos Casino, der på mandag den 1. feb. åbner dørene op i nyindrettede lokaler på Gl. Køge Landevej 264.
Bag Casino står ejer og daglig leder Michelle Strøyer, der af nogen vil kunne huskes som Danmarks stærkeste kvinde. I 1990'erne turede hun ikke bare Danmark, men også verden rundt og vandt titlen som Danmarks stærkeste kvinde. Michelle Strøyer er desuden kendt for sin deltagelse i Robinson i 2007, hvor hun var meget tæt på at vinde. - Jeg har jo rejst rundt og optrådt i rigtig mange tivolier, og det er nok derfra, at jeg har haft en oplevelse af, at spillehaller er hyggelige, fortæller Michelle Strøyer til Hvidovre Avis. Det er derfor også vigtigt for hende, at netop hendes Casino er et godt sted for kunderne. - Vi har gjort det rigtig hyggelige hernede og vi serverer både kaffe, kage og frugt for vores kunder. Og så har vi døgnåbent, fortæller hun. Michelle Strøyer lægger ikke skjul på, at hun ikke selv spiller på automaterne, men at udvalget i Casino er stort. Blandt mulighederne er blandt andet Thors Hammer, Bandit, Extreme, Baker Street samt mange flere. Michelle Strøyer har desuden en ambition om at komme fysisk tættere på sin familie, der bor på Vestegnen, og at hun med tiden også selv kan flytte til området. - Jeg kommer jo oprindeligt fra Vejle, men jeg vil rigtig gerne flytte herud, så jeg kan være tættere på mine børn og børnebørn, siger hun og opfordrer spilleinteresserede i at komme ind og hilse på hende i Casino.